Debat
Der synes at være definitiv splittelse i Kristendemokraterne (KD). Partiets største stemmesluger, Tove Videbæk (TV) afkræves loyalitetserklæring.
Kravet er partipolitisk ret besynderligt. Eftersom hun er partiets største stemmesluger, ville det være naturligt, om ledelsen lyttede meget intenst til, hvad hun har at sige; men man gør det modsatte. Man stiller hende et krav, som hun i henhold til Grundlovens §56 ikke kan imødekomme idet hun som ethvert andet folketingsmedlem alene er bundet af sin overbevisning (!).
Baggrunden for kravet har simret længe og er helt i overensstemmelse med flere andre partiers mål, nemlig at få Gud manøvreret ud af det offentlige rum. Danmark må ikke mere, som i de forløbne 1000 år, bekende sig som et kristent land, og det må som sådan specielt ikke støtte vor evangelisk-lutherske kirke, sådan som Grundloven ellers i §4 slår fast.
Gud skal ud. – Det er kernen i den offentlige politik med statsministeren i spidsen i såvel Danmark som i EU – så vel som nu også her i et kristen-bekendende parti, der således i blindhed frivilligt går til slagtebænken.
Den der vil se et paralleleksempel i vor Bibel, kan læse 1. Sam. 8,7b: det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.
Det aktuelle krav til TV er et markant skridt bort fra frihed hen imod tyranni og diktatur.
Jørgen D. Grønbæk
Holstebrovej 65
7800 Skive
Farvel KD
Hvis Kristendemokraternes hovedbestyrelse beslutter at ekskludere Tove Videbæk, fordi hendes udtalte modstand mod fri abort ikke matcher partiets nye linie, er det farvel til KD.
Men det kan også blive goddag til et nyt Kristeligt Folkeparti.
Vækkelsen i Florida smitter. Det er derfor blot et spørgsmål om tid, før ilden breder sig til vore breddegrader.
Gud har næppe glemt Danmark – med det himmelfaldne kors i sit flag. Når vækkelsen er en kendsgerning, vil der også bIive solid opbakning til et nyt Kristeligt Folkeparti med klare holdninger i etiske spørgsmål.
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv,
9210 Aalborg SØ
Din verden skal dø. Jubii!!, står der på væggen i en port i Århus. Og på en husfacade har der længe stået DØ DK.
Et sted er der lige kommet en ny graffiti, Hitler is dead. Det samme kan desværre ikke siges om hadet til jøderne, så længe der er nogen, der ønsker Israel slettet af landkortet. På en anden facade står der med store bogstaver kun HAD!?
Et teaterstykke havde titlen Hvordan slipper vi af med de andre? Skulle vi ikke hellere spørge: Hvordan slipper vi af med hadet, hævnen, ondskaben? Og svaret er allerede givet os i Bibelen, når Jesus siger: Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer.
(Forkortet, red.)
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C