Arkitekten blev noget ved musikken
Karin og Ole Weber kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv i Danmark og Tanzania. Ole Weber startede som arkitekt, men blev hurtigt involveret i kirkeligt arbejde som musiksekretær i Indre Mission og missionær i Tanzania.
Ole Weber fyldte 70 år den 25. juli og en måned inden rundede hans hustru Karin det skarpe hjørne og blev ligeledes 70.
Ole Weber er født i Aalborg, hvor han uddannede sig som bygningskonstruktør. Han rejste i 1966 sammen med sin norskfødte kone, Karin, og parrets to børn ud som missionær til Nigeria for Sudanmissionen. Her virkede Ole Weber som arkitekt og leder af den Lutherske kirkes bygningsafdeling i fire år.
Tilbage i Danmark slog familien sig ned i Åbybro ved Aalborg, hvor Ole Weber etablerede sin egen arkitektvirksomhed. Samtidig fik han brug for sit store engagement i kristen sang og musik som landsformand for Sammenslutning af Indre Missions og Luthersk Missionsforenings Strengekor i Danmark. På de mange bibelcampings opstod der et væld af ungdomskor, og Ole Weber så et stort behov for både tekstmæssig og musikalsk at få hjælp til de ca. 145 kor i missionshusene. Ole Weber blev efter opfordring Indre Missions første musiksekretær og etablerede et musiksekretariat, en nodebank med kristen sang og musik og ikke mindst en musiklinje ved Indre Missions Bibelskole i Børkop.
Efter 10 år som arkitekt skiftede Ole Weber dermed spor og opkvalificerede sig til den nye opgave ved at tage musiklærereksamen ved Jelling Statsseminarium og følge organistuddannelsens dirigent- og korlederkurser på Musikkonservatoriet i Århus.
Efter 12 år i IM flyttede Karin og Ole Weber til Birkerød, hvor de bestemte sig for at blive resten af deres dage. Men her forregnede de sig.
De var kommet i kontakt med et gadebørnsprojekt i Uganda og blev igennem dette projekt meget grebet af at hjælpe de gadebørn, de mødte på flere ture til Uganda. Men det blev gadebørn i Sumbawanga i Tanzania, Karin og Ole Weber kom til at vie deres tredje alder til. De fik nemlig, efter de var fyldt 60 år og Karin var gået på efterløn, en opfordring fra BDM og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling til at rejse til Sumbawanga for at færdiggøre og opstarte et nyt konferencecenter for den lokale Brødrekirke i byen. Her fik Ole Weber igen brug for sit gamle arkitektfag. Men det var ikke arkitektambitioner, der fyldte Ole Weber, men omsorg for gadebørn. Webers støttede Joseph Kassaila, der selv havde taget sig af de mange gadebørn og havde optaget 12 små forældreløse drenge i sin familie. Karin og Ole Weber startede organisationen FREMTID OG HÅB, der i dage består af 3 små hjem: et drengehjem med 30 drenge, et pigehjem med 10 små piger samt et Drop-in center, hvor vanskeligt stillede børn kan komme lige fra gaden og få hjælp.
I Danmark tæller foreningen bag projektet FREMTID OG HÅB ca. 500 medlemmer, og Karin og Ole Weber bruger nu deres tid på at fortælle om projektet her i Danmark. De besøger børnene i Sumbawanga to gange om året.
/sl
