Kan I tømme den kalk?

Karsten Nissen er biskop over Viborg Stift
Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om.« (Matthæusevangeliet 20,21-22)

Karsten Nissen

Storm P har en tegning af en tigger. En mand kommer hen til ham og spørger interesseret: ”Kan De virkelig leve af at tigge?” Og han svarer: ”Nej, sommetider må jeg spæde lidt til selv!”. Evangeliet til i dag fortæller, at over for Gud er vi alle tiggere. Og hvis vi mener, at vi selv har noget at spæde til med, så tales vi til rette af ham, som betalte prisen for os.
Dagens tekst begynder såre menneskeligt. At forældre er stolte af deres børn og ønsker dem alt muligt godt, er helt naturligt. Derfor er det slet ikke en usædvanlig mor, der går til Jesus med en særlig bøn. Han skal allerede nu give hendes sønner, Jakob og Johannes, pladserne ved sin højre og sin venstre side i Guds rige. Der er ingen tvivl om, at moderen syntes, at de havde fortjent det.

Jakob og Johannes hørte til inderkredsen blandt Jesu disciple, og hvor urimeligt det end kan synes at bede om hæderspladser i Guds rige, så havde de to sønner en god baggrund for at bede netop om de pladser. For det var faktisk de pladser, som de havde allerede nu – på jorden. Og deres moder ønskede en forsikring om, at de pladser ville de også få i himmelen.
Og de to brødre var ivrige, parate til at betale prisen. ”Kan I tømme den kalk, jeg skal tømme,” spurgte Jesus, og de svarede: ”Ja, vi kan”. Og det var ikke tom snak, for ifølge kirkens tradition døde de begge som martyrer. Mon ikke vi godt forstår både moderen og de to brødre. Jo, de havde meget at spæde til med – deres tro, deres hengivenhed, deres fortrolighed med Jesus, ja – deres eget liv.
”Tiggere er vi – det er vist og sandt,” skrev Martin Luther. Og det nytter ikke at tro, vi er i stand til selv at spæ­de til. Den sande tro fødes ikke i overmodet og stoltheden over os selv, men i afmagten, ja måske i fortvivlel­sen over os selv.
Kernen i Kristustroen er at føle vor egen afmagt og skyld blive løftet bort fra os. Når Kristus selv, som troens giver, gentager det løfte, der dengang lød over os i dåben: Du er min, og intet skal skille os fra hinanden. Vi hører ham til i liv og i død. Men det gør vi ikke på grund af os selv. Det gør vi, fordi han betalte prisen for os. Paulus udtrykker det sådan: I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Prisen er betalt.

På et af Storm P’s oliemalerier ser vi en højtstående gejstlig stå på prædikestolen. Stor og rund og trivelig. Ridderkorset glimter på præstekjolen. Bag ham aner vi et krucifiks, der skildrer Jesus i selve dødstimen. Og bag krucifikset aner vi rækker af fattige, fortvivlede mennesker.
Storm P kaldte billedet ”De to kors”. Det ene glimter på præstens mave. Det andet står plantet blandt mennesker på samfundets yderste rand. Det ene kors er af ædelt metal, det andet er af groft træ, plettet af blod. Det ene kors er søgt frivilligt og udtrykker menneskelig status og ære. Det andet er pålagt og udtrykker fordømmelse og nedværdigelse.
Jesu æressæde var ikke en trone med Jakob og Johannes ved højre og venstre side. Hans æressæde blev et kors, hvor han havde en røver på sin højre og venstre side. Men netop det kors rummer din og min frelse. Netop det kors er vort eneste håb. Det eneste, der kan vælte stenen bort, så vi kan finde befrielsen, glæden, livsmodet. Alt det, der rummes i de stærke ord, som vi har lov til at sige til hinanden: På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Pladsen i Guds rige har vi ikke, fordi vi er dygtige, fromme, begejstrede efterfølgere af Jesus Kristus. Nej, pladsen i Guds rige har vi som en gave fra Gud. At klynge sig til den gave – det er at leve i tro.