Jesus kommer med fornyelse

Lena Bentsen er korshærspræst og arresthuspræst i Aalborg.
Jesus siger til ham: ”Følg mig!” (Johannesevangeliet 1,44)I den svenske film Englegård ankommer et ungt par på motorcykel til et lille landsbysamfund. De er mildt sagt anderledes end de familier, som gennem generationer har boet på dette sted og kender deres plads i det lille samfund.
Det unge par vækker opsigt og forargelse. Ja, deres tilstedeværelse sender dønninger igennem det lille samfund, fordi deres anderledeshed stiller spørgsmålstegn ved det, der er, som det altid har været.
En del af landsbyens beboere gennemgår en forvandling undervejs. En nyorientering, som er hård, fordi den indebærer, at de konfronteres med nogle sandheder i deres liv, som har været gemt godt af vejen.
Men netop i den konfrontation ligger en mulighed for at komme videre fra det fastlåste og forkrampede. Til at turde leve med glimt i øjet og mindre bekymring.

Det nye og anderledes gør ikke kun nysgerrig, det gør også utryg. For det nye er som en projektør, der fra en helt ny vinkel sender lys ind over vort livs kendte rammer. Stiller spørgsmålstegn ved indgroede vaner og traditioner og lukker op til et ukendt land, som man måske ikke har spor lyst til at træde ind i.
Også det samfund, Jesus trådte ind i, havde sine faste, klare rammer.
Tydelige grænser, så man ikke behøvede være i tvivl, om man var indenfor eller udenfor.
Og forestillingerne om den frelser, som skulle komme, var lige så gamle, som de var fasttømrede.
De passede ikke på denne tømrersøn, som kunne finde på at kalde toldere – besættelsesmagtens alt for ivrige pengeudsugere – og gøre dem til sine disciple. Han som prædikede menneskelighed, men også ansvarlighed, så ingen af delene var til at komme udenom.
Jesus var anderledes i forhold til det, de ventede. En fornyelse, som kaldte på reaktion. Og den kom.
Som glæde fra dem, der med hans komme oplevede gudsriget spire og vokse i deres tilværelse.
Og som vrede fra dem, der ikke ville vide af fornyelsen, fordi den udfordrede deres stivnede rammer. De endte med at slå Jesus ihjel for at spotte den Gud, de mente at kende bedre end han.
Men det viste sig snart, at det liv, den fornyelse, befrielse og kærlighed, som Jesus bragte og var, den kunne end ikke kvæles af døden. Jesus opstod af graven påskemorgen. Som vores fornyede liv.

Fornyelsen ved Jesu død og opstandelse kalder vi syndernes forladelse. Nogen tror måske, at det betyder, at Gud hjælper os med at lægge låg på skylden, ser gennem fingre med det, undskylder os. Men det gør han bestemt ikke. For han tager os alvorligt. Og han tager de mennesker, som er omkring os, alvorligt.
Derfor betyder det meget, hvad vi har forbrudt mod andre, de gange vi har ødelagt livet for andre, såret, misbrugt, svigtet. Det bliver aldrig lige meget. Der er ingen vej uden om ansvaret.
Jesus hjælper os ikke med at lægge låg på, men med at tage det af. For først det, du ser i øjnene, kan du forholde dig til. Først det, du tager på dig, kan du lægge fra dig igen.
Du kan lægge det fra dig hos ham, der bar din skyld og død på korset for at skænke dig tilgivelse og liv.
Han, som dengang kaldte mennesker som tolderen Levi til at følge sig, han vil også have med dig at gøre som den du er, og ikke kun som den, du gerne vil se ud til at være.
Deri ligger den sande frihed, den sande fornyelse af livet – at du og jeg, som dem vi er, dog er Guds elskede, at vi må høre opfordringen: Følg mig!