Jesus provokerede – og gør det stadigvæk

Jesus truede farisæernes position ved at værdsætte den fattige, den fremmede og synderen. Ved at tegne et nyt verdensbillede, hvor alle mennesker var ligeværdige i Guds øjne.

Jette Damsgaard Madsen

Når Jesus spiste sammen med syndere, virkede det voldsomt provokerende på det religiøse system. Det samme gjorde hans ”skødesløse” omgang med sabbatten, hans syn på penge og hans rendyrkede mangel på personsanseelse.

Hvad var det, der gjorde, at Jesus virkede så provokerende på især det religiøse system i sin samtid? Det, der i sidste ende resulterede i, at han blev fanget og korsfæstet.
Det var ikke det verdslige system, som blev provokeret af hans ord og hans adfærd, men farisæere, lovkyndige og skriftkloge.
Hvis vi følger Jesu liv i Lukasevangeliet, vakte han første gang forargelse, da han talte i synagogen i sin hjemby, Nazaret. Der læste han fra profeten Esajas’ bog:
Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår for Herren..

Egentlig syntes de godt om hans tale, de brød sig bare ikke om den tanke, at han, Jesus, skulle være den, der fik profetien til at gå i opfyldelse. Det var klart for dem, at en tømrersøn, som de kendte fra barn, hverken kunne eller skulle spille en betydningsfuld rolle i Guds plan.
De blev yderligere provokeret af, at Jesus pillede ved deres forståelse af dem selv som Guds særligt udvalgte og velsignede folk. Det gjorde han ved at minde dem om, at profeten Elias ikke blev sendt for at hjælpe de sultne enker i Israel, selvom der var nok af dem, men han blev sendt til en hedensk enke i Sarepta. Ligeledes rensede Elisa ikke de mange spedalske i Israels land, mens den spedalske syrer Naaman blev renset.
Disse ord udløste et voldsomt raseri og en lynchestemning, og de drev ham uden for byen for at styrte ham ned. At han slap derfra med livet i behold, var ikke deres skyld.

Da de første kristne oplevede forfølgelse i Thessaloniki, lød anklagerne imod dem på, at de havde taget imod de folk, som havde bragt hele verden i oprør. Jesus bragte verden omkring sig i oprør.
Han udfordrede det verdensbillede, som rådede på hans tid, men det kan næppe undgås, når Guds rige bliver forkyndt. I et religiøst system er der et billede af verden, som systemet har tegnet og fundet sig godt til rette med. Et system med magtstrukturer, lovbud og pengefordeling. Farisæernes verdensbillede placerede dem selv øverst i hierarkiet, hvorimod toldere og syndere rangerede lavt, samaritanere og hedninge ligeså. Farisæerne og de skriftkloge var ansete og betydningsfulde. De havde magt til at dømme og råde. De havde midler til deres rådighed. Midler som kunne bruges til at fremme deres egen sag. Midler, som endda blev brugt, da nogle skulle betales for at komme med falske anklager mod Jesus.
Jesus truede deres position, ikke direkte, men indirekte ved at værdsætte den fattige, den fremmede og synderen. Ved ikke at bøje sig for deres fortolkning af verden, men i stedet tegne et nyt verdensbillede, hvor alle mennesker var ligeværdige i Guds øjne.

Læser vi videre i Lukasevangeliet, møder vi Jesus i færd med netop at opfylde det, som Esajas’ profeti forudsagde. Han taler med fattige, syge og undertrykte og hjælper dem. Det i sig selv var en vældig provokation, og han anklages da også adskillige gange, fordi han omgås med toldere og syndere, ja, han tillader sig endda at spise sammen med dem.
Da Jesus senere inviteres til spisning hos en farisæer, bliver det bemærket, at han ikke vasker sine hænder før måltidet. Dette giver anledning til en længere afsløring af det religiøse systems bagside. Nemlig det indre menneske, som, siger Jesus, rummer ondskab og rovlyst.
Mens de på overfladen har travlt med at vaske bægre og hænder, er de fulde af urenhed i deres indre. Han går videre og beskylder dem for at lægge byrder på mennesker, byrder, som de ikke engang selv kan bære. Og for at have taget kundskabens nøgler. Nøgler, som de ikke selv bruger til at åbne døren til Guds rige med, men som de holder fast på, fordi det giver dem magt at have patent på kundskaben. Derved har de forhindret andre i at gå ind i Guds rige, og det er Jesus kommet for at råde bod på.
Middelalderens magtfulde kirke kunne beskyldes for det samme. Folket blev holdt hen i uvidenhed og undertrykkelse, imens kirkens magtfulde mænd levede højt på det system, de havde bygget op. Gud hjælpe os, at kirken i dag ikke gør sig skyldig i det samme.
Men Jesus blev forfulgt, fordi han gjorde op med et religiøst system, som var mere optaget af, hvem der havde de fornemste pladser, end af ret og kærlighed til Gud.

Farisæerne var omhyggelige, når det gjaldt overholdelsen af sabbatten. De havde tolket og udpenslet budene nøje, og havde et detaljeret regelsæt, der afgjorde, hvad man måtte og ikke måtte på en sabbat. Ifølge dette regelsæt måtte man ikke plukke en håndfuld korn eller helbrede et menneske.
En lam, der var blevet helbredt, måtte heller ikke bære sin seng hjem. For uindviede var regelsættet kompliceret, men for Jesus burde det være indlysende, han var jo vokset op med det.
Det var provokerende, at han kendte reglerne, men ikke respekterede dem. Han tillod sig endda at sætte spørgsmålstegn ved den gængse fortolkning af budene og komme med sin egen tolkning. En tolkning, som flyttede vægten fra budene over på menneskets behov. For budene er til for menneskets skyld og ikke omvendt, sagde han.
Og så blev de vrede på ham igen. For ved budene kunne de styre folket, men når budene mistede deres autoritet, så mistede de religiøse ledere deres magt.

Jesus udfordrede farisæerne direkte, da han i lignelsen om den utro godsforvalter sluttede med at sige, at hvis de ikke var tro med uærlig mammon, hvem ville så betro dem noget, som var af sand værdi? Hans lignelse fortalte dem, at penge var noget, de var sat til at forvalte, men de havde ikke gjort det tilfredsstillende, og derfor skulle de ikke regne med at blive ved med at være forvaltere.
Dog kunne de tage ved lære af den utro godsforvalter og fremover vælge at bruge penge til at gøre godt med og på den måde skaffe sig sande venner, der en dag kunne tage imod dem i de himmelske boliger.
I stedet for at tage imod formaningen gjorde de nar af ham, de pengeglade farisæere. Det resulterede i, at Jesus gik videre og sagde, at så længe de tjente mammon, kunne de ikke tjene Gud. Og videre sagde han, at det der sættes højt af mennesker – i dette tilfælde penge – var afskyeligt i Guds øjne.
Det var virkelig provokerende, at Jesus skulle blande sig i deres pengesager, men som sagt kunne de ikke modsige ham og måtte nøjes med at gøre nar af ham og hans forhold til penge. Men han var farlig og indbød til øretæver. For penge var og er magt!

Man udfordrer ikke ustraffet et religiøst system og et magtfuldt verdensbillede. Det oplevede Jesus, og derfor blev han modsagt, hånet, bagtalt, forfulgt og henrettet. Det samme oplevede mange af de første kristne. Jesus sagde, at det skal gå tjenerne som deres mester. Men først når Guds rige kommer nær, og uretfærdige kontrolsystemer udfordres og afsløres.
Når mennesker i dag kæmper mod uretfærdigheden i verden, når den fattige får gode nyheder og bliver hjulpet. Når Guds tilgivelse og nåde gives til syndere. Når de undertrykte forsvares og sættes i frihed. Når retfærdighed ikke kan købes for penge. Ja, da kommer Guds rige nær, og menneskelig selvretfærdighed, snobberi og magt, menneskeskabte love, materialisme og egoisme trues. Det giver som regel modstand, uanset om det gøres i Jesu navn eller ej.

Jette Damsgaard Madsen
bor i Vejen og er lærer,
forfatter og dirigent for
gospelkoret Living Joy
i Vejen.