Kærlighed i krigens tid
Anden del af filmatiseringen af Guillous korstogstrilogi er en flot film – med mindre skønhedsfejl.Tempelridderen Arn og hans smukke Cecilia vender tilbage i Arn: Riget ved vejens ende, Peter Flinths dramatiske filmatisering af den prisbelønnede forfatter Jan Guillous korstogstrilogi.
Arn: Riget ved vejens ende begynder, hvor den første film sluttede: Arn kæmper stadig i Det Hellige Land for erobringen af og bevarelsen af de kristne besiddelser, alt imens han længes efter sin elskede Cecilia. Hans mod og strategiske evner, koblet med hans behandling af menneskene omkring ham, har vundet ham ære blandt både de kristne og muslimerne, men en ny Stormester i Tempelridder-ordenen truer både hans nyfundne frihed og hans hjemrejse, og de kristne går en usikker fremtid i møde, da Saladin er ved at samle sine hære.
Også i Sverige hersker en usikker fred. Folkunge-slægten har sat en af sine egne på tronen, Arns gamle barndomsven Knut, men i horisonten truer en ny krig. Sønnen af den gamle Sverker-konge har erklæret sig som konge over Västergötland, og han har danskerne bag sig. Cecilia holdes stadig fanget i klosteret kontrolleret af Sverker-abbedissen Rikissa, men tiden nærmer sig for hendes frigivelse.
Solen synker i horisonten og bader landskabet i et så gyldent lys, at luften synes at flimre for øjnene. Arn, uvasket og blodig efter en konfrontation med en anden tempelridder, sidder ved et bål sammen med sin nye væbner, Harald, der i sammenstødet har mistet troen på, at det, de arbejder for i Det Hellige Land, i virkeligheden nytter. For at overvinde det onde må man tro, siger Arn. Og hvis man ikke længere tror? spørger Harald. Så dør man, svarer Arn.
Denne scene illustrerer fint temaet for den nye film om tempelridderen Arn og sætter samtidig tonen for Peter Flinths filmatisering. Bøgerne om Arn (Vejen til Jerusalem, Tempelridderen og Riget ved vejens ende) er ifølge et interview med forfatteren Jan Guillou i avisen Urban mandag d. 15/9/08 tænkt som en politisk kommentar til det, han kalder den nye religionskrig i Mellemøsten i dag. Denne kommentar skal man dog ikke forvente at finde uddybet i denne filmatisering. Som i den første Arn-film er det meget tættere på hjertet, at man skal finde filmens egentlige rødder.
For Arn og Cecilia, adskilt af tusinde kilometer og 20 år, er det troen på deres indbyrdes kærlighed, der gør afstandene til at bære. Det er Arns tro på Cecilia, symboliseret i det kors, hun gav ham, der gør ham i stand til at overleve mod alle odds, og det er Cecilias tro på Arn, der får hende til at udholde først den sadistiske abbedisses ydmygelser og senere hendes families politiske ambitioner.
Arn: Riget ved vejens ende er derfor først og fremmest en kærlighedshistorie. Men historien overskrider den efterhånden opslidte Hollywood-formular ved at lade kærligheden mellem to almindelige mennesker være et symbol på kærligheden mellem mennesker, på troen på fred og kærlighedens magt og på håbet om, at det gode overvinder det onde.
At det politiske og religiøse aspekt således træder i baggrunden, er dog samtidig filmens svaghed. I forsøget på at fortælle en eviggyldig kærlighedshistorie mister filmen lidt det historiske fokus, som giver den relevans i dag. Dette kunne muligvis have været undgået, hvis produktionsselskabet bag Arn-filmene havde valgt at fortælle historien i en trilogi svarende til bøgerne. Fordi filmen nu skal omhandle det, der svarer til to romaner, kommer Riget ved vejens ende rent faktisk til at føles som to film, hvilket rent dramaturgisk tager publikum ud af fortællingen. Kærlighedshistorien, som indtil da har været centrum for begge film, tager i sidste halvdel af filmen bagsædet til fordel for magtkampene i Sverige, og det gør faktisk, at man som publikum til dels mister det følelsesmæssige engagement, man havde i karaktererne. Hvis dette var blevet behandlet i to film i stedet for en, havde overgangen mellem kærlighedshistorie og historisk drama været mindre brat.
Det skal dog dertil siges, at det absolut ikke er en dårlig film. På billedsiden er Arn: Riget ved vejens ende et festmåltid for øjnene. Modsætningsforholdet mellem de kølige og klare gråblå farvetoner i Sverige og de brændt-gyldne og støvede farver i Israel understreger forskellene landene i mellem, og begyndelsen af filmen, hvor der klippes skiftevis mellem stålblå bølger og diset sand er simpelthen en genistreg. Både scenografen og fotografen skal roses for billeder, der på den ene side genkalder en tid længst svunden, og på den anden side formår at gøre filmen nærværende. Dét, at man som publikum i dén grad bliver draget af billederne, giver samtidig en ekstra dimension til filmen, så selv de blodigste scener – og dem er der en del af – synes, hvis ikke smukke, så i hvert fald virkelighedstro og derfor kraftfulde.
Det gennemgående tema om kærlighedens magt og troens styrke er gennem Arns idé om et frit og lige samfund, hvor enhver kan leve i frihed og fred, en god, omend utopisk kommentar til det moderne samfund, og kærlighedshistorien, som nemt kunne være blevet sukret og overeksponeret i bedste Hollywood-stil, bevarer troværdigheden i skuespillerne Joakim Nätterqvist (Arn) og Sofia Helins (Cecilia) skildring, hvor især Sofia Helin stråler i rollen som Cecilia, der ydmygt, men stålfast venter på sin Arn.
Arn: Riget ved vejens ende er først og fremmest en kærlighedshistorie. Men historien om Arn og Cecilia bliver til et budskab om fred på jord og mellem mennesker, som hæver den over de kærlighedsdramaer, Hollywood-fabrikken spytter ud. Jeg ville gerne have set, at historien var blevet fortalt i en trilogi, sådan som forfatteren Jan Guillou oprindeligt havde tænkt den, således at det politiske og religiøse aspekt rigtigt var kommet til sin ret, men det er kun en mindre skønhedsfejl i en film, der både appellerer til øjnene og hjertet.
Anmeldt af Anne-Katrine Buch
Arn: Riget ved vejens ende havde premiere fredag d. 19. september.
