Praktiske missionærer oplever mirakler

Margaret og Verner Madsen fra Tanzania bygger skoler, kirker og brønde. På det seneste er de også begyndt at holde kristne kampagner. Og her får blinde deres syn, døve hører og krøblinge går…- 100 blev kristne på en weekend – kan man kalde det vækkelse? spørger Verner Madsen fra Tanzania med et lunt smil på sindig jysk. Han er lige kommet hjem fra en af de kampagner, han holder hver 14. dag i en af landsbyerne omkring missionsstationen Sanjaranda.Og der sker mirakler på møderne, som den ellers så praktisk orienterede missionær startede for fem år siden. Sammen med sin canadiske kone Margaret har Verner ellers koncentreret sig om landbrugsprojekter, brøndgravning og byggeri. Men så måtte han bare ud med det kristne budskab og på ægte gammeldags missionærmanér prædike fra by til by.
– Der er så mange mennesker, som endnu ikke ved, hvem og hvordan Gud er. De ved ikke, at Gud er god. I stedet lever de i frygt for deres forfædres ånder, fortæller Margaret Madsen på flydende dansk med en lille smule accent.
Vi sidder i deres hyggelige stue i huset i Sanjaranda, hvor danske missionærer har arbejdet siden 1954.
– Tænk på alle børnene, som vokser op uden at kende Gud, hvis ingen fortæller dem om ham, fortsætter Margaret. – Der kommer tit unge hertil med dyre amuletter, som de ikke må tage af. Når de hører evangeliet, bliver de rastløse og skynder sig tilbage i bushen. Andre bliver bedt for og fjerner amuletterne og kommer derefter under stort pres fra familien.

Men så hjælper det, at Gud selv manifesterer sig med mirakuløse helbredelser på kampagnerne. Det bevirker, at næsten alle tilhørere kommer frem for at blive kristne.
– De sidste tre måneder har tre blinde fået deret syn, fortæller Verner. – Et sted havde vi lige vist en film om Jesu liv – også den passage, hvor Jesus helbreder en blind, som derefter springer rundt og råber: Jeg kan se, jeg kan se! Efter filmen oplevede vi præcis det samme. Under forbønnen blev der pludselig uro i forsamlingen, og en mand begyndte at springe rundt og råbe: Jeg kan se, jeg kan se!
– En kvinde sad ved siden af ham, hun var også blind og ville have forbøn. Men for hende skete der ikke noget. Det er mærkeligt. Hun var åbenbart ikke klar til at tage imod endnu, reflekterer Verner. Men de sidste tre måneder har vi set tre blinde få deres syn, de sidste to år fire.
Men der er også sket andre mirakler:
– Vi har set folk blive helbredt for smerter i arme, ben, mave osv. Vi har også set døvstumme kunne tale igen. En dag kom et par ind i kirken, konen kom kravlende på sine knæ, og manden famlende med sin stok. Hun var krøbling, og han var blind. Men efter forbøn gik hun ud af kirken og manden fik sit syn.

Verner Madsen prædiker på engelsk og tolkes af en ung afrikaner, som bekræfter, at mirakler virkelig er begyndt at ske i stort antal på Verners møder.
Kampagnerne starter typisk med filmforevisning torsdag aften. Fredag formiddag underviser Verner de kristne i at følge de nye kristne op, fredag eftermiddag er der friluftsmøde for børn og voksne, og fredag aften viser han film igen. Lørdag fortsætter samme program, og kampagnen slutter søndag med et langt møde med masser af mennesker.
Det rygtes rundt omkring, at folk bliver helbredt, så nu kommer de fra nær og fjern for at få forbøn. For nylig blev der døbt 30 personer i en landsby tre uger efter, at Verner og teamet havde været der. I en anden by har de netop døbt 70 og i endnu en 80.
– Det er, fordi de er gode til at følge op, forklarer Verner. – Jeg fortæller dem, at de ikke bare skal indbyde til møde, men gå ud på husbesøg og snakke med folk.
– Forleden kom 100 voksne frem for at blive kristne. Det er både mænd og kvinder, men i år er det mest mænd.

Verner og Margaret er seje pionermissionærer. Mens Verner er ude på kampagne, underviser Margaret på bibelskolen i Sanjaranda. Bibelskolen startede, da missionsarbejdet voksede, og behovet for flere præster opstod. I dag gennemgår 20 afrikanere et treårigt teologistudium, mens over 100 unge lærer engelsk. De unge kommer fra syvende klasse og skal opgradere deres engelskkundskaber, inden de læser videre i overbygningen. Eleverne har både kristen og muslimsk baggrund, men alle skal deltage i morgenandagten – og alle skal lære at oversætte til og fra engelsk og endda prædike ud fra den engelske bibel. Resultatet er, at mange muslimske unge bliver kristne.
– Jeg føler, at Gud vil gøre Sanjaranda til en åndelig oase, fortæller Margaret Madsen.
Noget tyder på, at det allerede er en åndelig oase: Folk rejser hertil fra hele Tanzania og endda fra Rwanda og Mozambique.
Selv føler Margaret sig ikke særlig egnet som missionær:
– Jeg har tit sagt til Gud: Hvorfor lige mig. Jeg er ikke særlig god til swahili, jeg er ikke teolog og alt det der. Og hver gang er det, som om han svarer: Jamen, det er dig, der er her!
– Jeg ved, at selv om du kun gør en lille ting for Gud, så vil han sørge for, at det gavner noget.

– Der kommer mange evangelister og holder store kampagner i de større byer, men kun få kilometer derfra tilbeder folk stadig deres forfædres ånder. Vi føler, det er vores opgave ikke kun at forkynde på gader – men også på de små stræder, dvs. helt ude i bushen. Derfor kalder vi det Bush Ministries. Det kaldte vi det, før præsident Bush blev valgt!
– Vi kører væk fra landevejen, ind til landsbyer, hvor de stadig tilbeder træer. Der, hvor der stadig er omskærelse af kvinder, selv om regeringen forbyder det.
– Jeg tænker tit på de ord fra Bibelen: Guds ord bringer lys. Sådan er det. Hvor Guds ord har fremgang, forsvinder uvidenheden. Der er megen uvidenhed om fx HIV og AIDS. Og man kan undervise igen og igen, uden at det hjælper. Men Guds ord fordriver mørket og uvidenheden, så folk forstår.

Margaret kommer fra Canada, hvor hun mødte Verner, der var rejst derover lige efter endt landsbrugsuddannelse. Hendes præst syntes, hun skulle møde Verner, så derfor tog han hende med ud til Verners arbejdsplads. Det blev kærlighed ved første blik, og Verner og Margaret blev gift i 1974 og flyttede 10 år senere til Danmark for at være en del af Pinsekirken i Herning. De bosatte sig på Verners hjemegn ved Kibæk i 1985 og flyttede videre til Nykøbing Mors i 1989 for at støtte en ny menighedsplantning for Pinsekirken. De boede to år på Mors, indtil de hørte om Sanjaranda.
Her havde man netop modtaget Danidastøtte til et landbrugsprojekt.
– Det var lige noget for Verner. Han havde drømt om at være missionær, siden han som ung hørte missionærer fortælle i KFUM & K, fortæller Margaret.
Parret rejste til Sanjaranda første gang i 1991 for at udvide landbrugsprojektet og færdiggøre byggeriet af den dertil hørende bibelskole. De var færdige i 1995 og rejste tilbage til Danmark, hvor Verner blev ansat i et entreprenørfirma.
Så fik han kontakt med pinsekirkernes nødhjælpsorganisation International Aid Services og rejse ud til Somaliland og byggede en skole for handicappede børn.
Den 11. september 2001 blev World Trade Center angrebet, og IAS bad Margaret og Verner forlade Somaliland med fly næste morgen, da man anede, at USA nu ville invadere Afghanistan.
Ægteparret flyttede til Garissa i Nordkenya, hvor Verner hjalp IAS med hjælpearbejde efter en stor oversvømmelse. Derefter ankom parret endelig igen til Sanjaranda i 2002. De er udsendt af Pinsekirken Expect i Herning.