USA’s ateister tror

Undersøgelse viser, at troen betyder meget i USA. Selv for ateister.Religionsforskere på instituttet Pew Forum on Religion & Public Life i Washington, USA, konkluderer i en undersøgelse, at hver femte ateist tror på Gud.Undersøgelsen, der omfatter godt 35.000 mennesker, viser, at amerikanernes tilgang til deres tro er udogmatisk.
De fleste oplyser, at de tilhører et religiøst trossamfund, samtidigt med at de tror, at ”mange religioner kan føre til evigt liv”. Den opfattelse er også fremherskende hos 57 pct. af de adspurgte protestanter. På spørgsmålet ”Tror du på en Gud eller en universel ånd?” svarer 92 pct. bekræftende. Her svarer 21 pct. af ateisterne overraskende nok det samme.
Af disse 21 pct. svarer otte pct., at de er ”absolut overbeviste” om deres svar. Hertil kommer, at 10 pct. af ateisterne ugentligt beder til Gud.

Også agnostikere tror

Generelt viser undersøgelsen, at menneskers manglende religiøse tradition ikke hindrer dem i at have en religiøs overbevisning eller praksis.
Den bemærkelsesværdige andel af troende ateister overhales dog af troende agnostikere. Agnostikere afviser typisk Guds eksistens med henvisning til manglende dokumentation. Alligevel svarer 55 procent af dem i undersøgelsen, at de tror på Gud eller en universel ånd.

Mindretal smuldrer

Mens sekulære samfund kan opleve en konflikt i forhold til det religiøse, opleves dette kun i beskedent omfang i USA. Her er situationen omvendt. Således oplever fire ud af 10 ateister og agnostikere en konflikt ved at være ikke-religiøse i et land, hvor mere end ni ud af 10 er troende.
levi