Vred bøn og glad lovsang

Det er lørdag nat i et slumkvarter i udkanten af den nordtanzanianske by Arusha. Jeg er så heldig at overnatte hos danske missionærer, men omkring mig er alverdens fremmede lyde. Cikadernes spidse hylen hører sig til, de dunkende diskorytmer fra omkringliggende små barer kender jeg hjemmefra. En støjende nabo og fem værtshuse kun 100 meter fra, hvor jeg bor, holder mig som regel vågen til langt ud på morgentimerne.
Men her i Arusha blander sig nu en fremmed lyd. Aaaahaaalluuu akbaaaaar! skråler en skinger stemme i en megafon. Det er arabisk og betyder Gud er stor. Og så følger en strøm arabiske ord, jeg ikke forstår, men tonelejet er et tydeligt vink med en vognstang: Kan I så komme i gang med at bede! Stemmen er vred og glider i hidsig patos over i falset, mens den afslutter med endnu et Allahu akbar. Der er fem moskeer omkring missionærernes hus, med fem imamer, der prøver at overgå hinanden i det, der er en af Islams fem søjler, nemlig at få muslimer til at bede fem gange om dagen.
Jeg glider bort i drømmeløs søvn og vågner pludselig til en anden menneskelyd. Det er kvinder, der synger med en særlig østafrikansk sangteknik. Stemmerne er skarpe, men ikke skingre, ordene ligner, men er ikke de samme som imamernes, og tonelejet er bestemt anderledes: En glad stemning løfter sig over slummen, mens kvinderne lovpriser Gud: Panga wangu, Yesu, panga wangu… daktari, Yesu daktari… nampenda, Yesu, nampenda… Ordene på swahili betyder: Jesus er mit sværd, Jesus er min læge, jeg elsker Jesus…
Det er tidligt søndag morgen, og kvinderne øver sig til morgengudstjenesten. En ny kirke er lige blevet bygget i slumkvarteret, og jeg skal prædike i den. Og hvad siger man til mennesker i en så anderledes kultur?
De lovsyngende kvinder har inspireret mig. Jeg grifler på livet løs, om en Gud, der ikke fordømmer os. Han sendte Jesus for at frelse os. Og da Jesus kom, startede han med at velsigne folkemængden: Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres, sagde han. Hvor religiøse farisæere overdængede folket med pligter, tilbød Jesus det hele kongerige til dem, der blot ville erkende deres egen magtesløshed. Hvilken forskel! En forskel, der tydeligt kunne høres på den vrede bøn og den glade lovsang i den tanzanianske nat.