Brug for gødning?
Peter Fredensborg er sognepræst i Billund.Jesus sagde: En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. (Lukasevangeliet 13,6)
De ting, vi bruger i vores hverdag, skal virke efter deres hensigt. Ellers kan vi ikke rigtig bruge dem til noget. Når en elektrisk pære springer, smider vi den ud og erstatter den med en ny, der virker og giver os det, vi har brug for: lys.
Det samme gælder for computeren, mobilos, Playstation, cyklen, eller hvad det nu kan være. Virker de ikke, ryger de ud. Brugte. Færdige. Udtjente. Sådan er det i hvert fald med døde ting. Spørgsmålet er så, om vi også kan finde på at gøre sådan med levende ting. Det antyder Jesus faktisk i sin lignelse om et træ, der ikke bærer frugt.
En mand havde købt et træ og plantet det i sin have. Han havde købt det af den ene grund, at han ville nyde frugterne fra det. Men han fik ingen frugter. Han havde ventet tre år på, at træet skulle bære frugt. Men lige lidt hjalp det. Det gav ingenting, og nu havde manden mistet tålmodigheden. Han gav gartneren besked på at rive træet op og udskifte det med et nyt. Et træ, der kunne give ham det, han havde brug for: frugt.
Sådan begyndte Jesus sin fortælling, som jo ikke bare er en fortælling. Det er en lignelse, hvor Jesus bruger historien til at sige noget om os mennesker.
Vi kan nogle gange opføre os over for hinanden som den mand, der har fået et træ, der ikke giver nogen frugt. Du giver mig ikke det, jeg har brug for. Og derfor kan jeg ikke bruge dig til noget.
Hug træet om, sagde manden. Skift det ud. Vi siger: Skrid. Dig vil jeg ikke lege med. Jeg kan ikke bruge dig til noget. Når vi siger sådan til andre, så påfører vi dem det værste af alt: ensomhed. Placerer dem på herrens mark. Giver en klaphat i, hvordan de har det. Ønsker dem bare hen, hvor peberet gror. Faktisk kan vi nemt påføre andre den følelse, at deres liv er spildt. Jeg kan ikke bruge dig til noget. Ud med dig.
I Jesu historie går det ikke helt så galt, for gartneren parerer ikke bare ordre. Han tager træet i forsvar: Nej, giv det en chance til! Giv det noget gødning noget, det kan leve af. Og se så, hvad der sker.
Ham kan vi godt lære lidt af. Vi skal ikke gøre os for hurtigt færdige med dem, der ikke siger os noget. De har måske bare brug for lidt gødning. Brug for, at nogen viser dem lidt interesse og opmærksomhed. Ja, vi kan vel i grunden alle sammen trænge til, at der er en gartner, der giver os lidt gødning og ofrer lidt tid på os.
Gartneren i Jesu historie kan faktisk fint være et billede på ham selv. Når et barn bliver døbt til at tilhøre Jesus, bliver det plantet ind i Guds have. Som en lille og skrøbelig plante, der ikke desto mindre er lagt i to dygtige og tålmodige gartnerhænder. Jesu hænder. Hænder, der vil bruge tid på at være sammen med os, og som igen og igen siger: Nej! Giv dem nu en chance til! Lad mig få lov til at bruge tid sammen med dem, give dem lidt gødning, og se så, hvad der sker!
Vel kan jeg stadig føle mig på herrens mark. Føle mig lille og ubetydelig og mislykket. Men midt i dét kan jeg få noget af gartnerens gode gødning. Han fortæller mig, at jeg ikke er på en hvilken som helst herres mark, men på den største herres mark og i hans plan. Det kan han fortælle på mange måder. I kirken sker det bl.a. i nadveren, hvor vi bliver mindet om, at Jesus Kristus døde og opstod for os. Fordi han netop vil være sammen med os. Og leve sit liv i os. Så alle dødens kræfter i os får lov til at møde deres overmand, Jesus Kristus. Ham, der vil gøde os til liv og fællesskab.
