Dommedags- bilen
Da jeg som 30-årig fik kørekort (!) og kørte min første fabriksnye bil hjem, kørte jeg med håndbremsen trukket hele vejen.Jeg giver selvfølgelig min barndom skylden for sådanne fejltagelser og generelt mit nervøse forhold til biler.
Da jeg var barn, var det ret god underholdning for os tre piger at sidde på bagsædet og råbe med på: Ryyyd krydset!, når min far kørte overfor gult (eller rødt). Og min fars U-vendinger føltes altid som en Uh!-vending, hvor han vist forsøgte at slå sin personlige rekord i antal G-kræfter – i 1. gear.
Vi tre børn havde også en slags bagsæde-konkurrence om, hvem der blev mest mast, hver gang vi drejede. Det var jo i 1980erne før sikkerhedsbælternes tid.
Min stilfærdige, tålmodige men standhaftige mor tog altid en dyb indånding, inden hun begyndte at skælde min far ud. Hvor meget hun skældte ud, kom an på antallet af dyttende biler som vi susede forbi, som om hun talte deres sag. Faktisk hviske-udskældte hun, for det var jo dårlig kutyme at skændes foran børnene. Og altid hørte man: Niels, altså!
Tiden gik, og hver ny dag hvor vi overlevede min fars underholdende dødskørsel, var en god dag.
Da min ældste storesøster Joan blev stor nok til at sidde på forsædet i bilen, begyndte de på deres årlange teologiske diskussioner, især om min fars afslapningshobby – Dommedag.
Jeg tror at Jesus kommer igen før jeg dør, sagde min far og så ud til at glæde sig til den store afhentningsdag.
Jeg beregnede straks inde i mit 8-årige hoved, at jeg måske ikke nåede min 45-års fødselsdag. Træls.
Så jeg har altid forbundet bilen med følelser af dommedag, død og ulykke over ikke-troende.
Dét forklarer måske mit lidt nervøse forhold til biler som voksen. Niels, altså.
Men hvad jeg har lært af min far, er at vi alle alligevel på et tidspunkt skal tage afkørslen op til de evige gyldne gader, så hvorfor ikke gøre køreturen så spændende og livlig som mulig?
