Kirsten styrer
Kirsten Münster har fået smag for tværkirkeligt arbejde. Erfaringen som tovholder for Danske Kirkedage sidste år gav hende blod på tanden. Så for nylig stod hun i spidsen for Haderslev Kirkedage. Og det blev en succes, hun har mod på at gentage.
– Jeg er med, fordi jeg kan li det. Det er nok fordi, jeg har et organisations-gen, smiler hun.
Og de præster og andet godtfolk, vi talte med ved Haderslev Kirkedage 13.-14. september, kan kun bekræfte. Hun har styr på sagerne.
Kirsten Münster har været præst i 13 år og kom direkte fra teologistudiet til Haderslev Domsogn. Biskop Niels Henrik Arendt opdagede hendes organisationstalent, så da han indbød de landsdækkende Danske Kirkedage til Haderslev i 2007, tog han straks kontakt til Kirsten Münster:
Og du sagde ja med det samme?
– Ja da! Jeg kan godt li at være med der, hvor ting bliver til, og der bliver travet nye stier. Jeg havde jo ikke prøvet fælleskirkeligt arbejde før.
Hvad har du så lært?
– Det var en stor oplevelse at samarbejde med så mange mennesker. Kirkedagskomiteen var på 12 personer, og med underudvalg kom vi op på 50-60 personer.
– Jeg sidder tilbage med en stor følelses af taknemmelighed. Det var en once in a life time experience(en engang i livet oplevelse), mens jeg knoklede deruda.
Men der var også udfordringer:
– Det var svært at trække frikirkerne i land. De stillede ikke meget arbejdskraft til rådighed. Jeg ville ønske, at frikirkedanmark ville trække endnu mere i arbejdstøjet næste gang.
Hvad betød kirkedagene lokalt?
– I Haderslev havde vi ikke tradition til at sige goddaw til hinanden. Men det blev en nødvendighed efter Danske Kirkedage. For Raymond Marquardt fra Pinsekirken sad ved bordenden i kirkedagenes børneudvalg. Så her havde vi lært hinanden godt at kende.
– Da kirkedagene var overstået og alle flyttet videre til Viborg (hvor kirkedagene skal holdes i 2010 red.), kiggede vi på hinanden og sagde: Var det så det? Var det slut med vores samarbejde? Nej, vi gik tilbage til vores menigheder og spurgte – og mødte der et stort ønske om at holde linien varm.
Derfor gik byens fire protestantiske kirker sammen om en kirkedagsweekend, to folkekirker og to frikirker, dvs. en pinsekirke og en frikirke under Missionsforbundet.
Hvad har overrasket dig ved jeres samarbejde?
– At det blev så positivt modtaget i menighederne. Jeg havde forestillet mig større skepsis og forbehold, end der rent faktisk var.
Hvad var den største udfordring?
– At vi gik ind i projektet med forskellige ressourcer. Som små og store kirker skal vi lære, at nogle kirker ikke har så meget at byde ind med. Men ønsket er det samme.
– Men det var godt at fejre gudstjeneste sammen. Det var mindre godt, at vi havde så mange arrangementer i de forskellige kirker lørdag eftermiddag. Mange frikirkefolk var bundet derhjemme og kom ikke rigtig ud og så de andre kirker. Fremover skal vi i højere grad tvinge mennesker ind i hinandens rum.
Har I mod på det igen?
– Ja da!
Svend Løbner
