Michaels lange vej ud af skizofreniens mareridt

Som ung gjorde Michael oprør i skolen og blev smidt ud. Han kom i dårligt selskab, begik røverier og begyndte at ryge hash.
Da han gik over til heroin, droppede hans kæreste ham. Siden da har han følt sig forkastet.
Han kom under indflydelse af en okkult alternativ sekt og begyndte at høre stemmer…- I skolen var jeg meget oprørsk. Gik anden klasse om og droppede ud midt i niende, fortæller Michael Vestergaard.

Michael var også med i Vejle Amts projekt om Tro & Psyke. Han har en drøm om at hjælpe andre, der nu er ude i det samme mareridt, som han har prøvet – og som han er sluppet ud af ved Guds hjælp.

– Det var meget svært for min far, for han var lærer på den skole. Jeg var meget større end ham, og han magtede mig ikke. Min mor var sygeplejerske og havde alt for travlt.
Min bror og jeg blev ikke rigtig tilskyndet til at finde ud hvilke evner, vi havde.
Min far blev manio-depressiv, da jeg var 10 år, og jeg blev småkriminel og fik dårlige kammerater.

– Mine bedsteforældre var med i Frelsens Hær, og de boede begge i nærheden.
Jeg havde meget med dem at gøre, og jeg blev præsenteret for Jesus, da jeg gik i søndagsskole hos dem. Jeg vidste godt, at Gud eksisterede. Men da jeg var 12-13 år besluttede jeg mig for, at jeg ville ud og ”have det sjovt”. Så kunne jeg altid blive kristen senere.
Og Gud tvinger jo ikke nogen, så derfor skete alle de her dumme ting for mig…
Min far var folkekirkemand, og han troede på Gud, men Biblen var aldrig fremme, og der blev ikke talt om Gud.

– Jeg kom med i en bande, da jeg var 14 år, i Nykøbing på Mors. Vi røg hash, men dengang var vi nødt til at tage til Thisted for at få fat i det.
Første gang jeg røg hash, kan jeg huske, at der kom frygt ind. Men jeg blev ved med at ryge, fordi jeg kunne se, at de andre havde det sjovt, og jeg følte, at jeg var med i en klike.
Jeg tror, at der med hashen kom noget ind, som har gjort mig skør i hovedet.
Jeg begyndte at blive bange for andre mennesker, især når jeg havde røget hash.

– Derefter prøvede jeg at være konstabelelev som 16-årig. Det gik heller ikke. Jeg skred efter tre måneder.
Jeg tror, det var på det tidspunkt, skizofrenien – eller ungdomssløvsindet, som man kaldte det dengang – begyndte. Jeg var lidt mærkelig, ikke som andre drenge.
Da jeg var 17-18 år, begyndte jeg at tage heroin og amfetamin. Jeg fik en enkelt gang gratis, og så sidder man i saksen, for man bliver meget hurtigt psykisk afhængig.

– Jeg var kæreste med en pige, der var seks år ældre.Hun droppede mig, da jeg begyndte at tage heroin, og det slog fuldstændig benene væk under mig. Det er først for nylig, jeg har fundet ud af, hvordan det hænger sammen. Dengang fortrængte jeg det nok med sprut og stoffer…
Jeg fik et nervesammenbrud, da jeg var 18 år, fordi jeg havde været vågen i flere dage pga. amfetamin.
Men det blev bare klaret med nogle piller fra lægen…

– Mens jeg var 18, drak jeg også en hel flaske snaps, smadrede flasken, og prøvede at skære pulsåren over.
Jeg kom til lægen og blev syet, og så skete der ellers ikke mere ved det…
Som 18-årig gik jeg til psykiater og fik noget antipsykotisk medicin. Jeg tog det, men det hjalp ikke. Og en dag tog jeg 25 piller og røg på hospitalet med kramper. Jeg tror, jeg forsøgte at tage mit liv på grund af den pige, der forkastede mig.

– Allerede som 17-årig var jeg begyndt at interessere mig for astrologi og new-age.
Jeg havde glemt min kristne barndom og troede naivt på alt det, jeg læste om reinkarnation og astrologi osv.
En kvinde forsynede mig med noget så uskyldigt som ”Bachs blomstermedicin”. Men hun var med i en sekt, der arbejdede med astralprojektion og soul-travel (sjælerejser). Da jeg begyndte at stikke mig i 1983, var det i forbindelse med deres sekt.
I dag er jeg overbevist om, at jeg blev psykotisk, fordi jeg åbnede op for et eller andet ondt i det alternative miljø.

– Som 21-årig begik jeg et røveri i en sparekasse under en kolossal stesolid- og alkohol-brandert.
Det var i min hjemby, så jeg blev hurtigt fanget. Jeg sad et halvt års tid i Nykøbing Mors arrest, og så kom jeg til et åbent fængsel ved Ikast.
Jeg kom ud af fængslet i 1985, men var kun ude i 4 måneder, før jeg lavede et nyt røveri på en tankstation, under indflydelse af alkohol og stoffer. Da det var anden gang, jeg begik grov kriminalitet, fik jeg en dom på 2 år og 7 mdr.

– Jeg begyndte at høre stemmer i januar ’86, mens jeg var i Sdr. Omme åbne fængsel.
Jeg sad i min celle og syntes, jeg kunne høre de andre indsatte tale dårligt om mig.
Jeg bad om at komme i isolation. Det kom jeg, men så syntes jeg at høre betjentene tale dårligt om mig. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg bad om at blive overført til et andet sted.
Da jeg kom ind i bussen på vej til det andet fængsel, var der kun chaufføren og mig, men jeg blev ved med at høre stemmerne. Jeg blev meget psykotisk, fordi jeg prøvede at regne ud, hvad det var.

– Jeg kom til at lide af søvnløshed og jeg vadede bare rundt.. Jeg fik ingen medicin. Jeg talte med en læge i fængslet, og han ville have mig på et psykiatrisk hospital, men det blev ikke til noget.
I ni måneder hørte jeg stemmerne hele tiden.
Senere kom jeg tilbage til det åbne fængsel, men jeg gik min vej, blev arresteret og kom til en anden arrest.
Her fik jeg en slags åbenbaring. Jeg fandt ud af, at Jesus Kristus er sandheden.
Det var, fordi en af stemmerne omtalte en kvinde, jeg havde mødt i en sekt. Sektens bøger havde omtalt kristendommen som noget sludder og vrøvl, og jeg fik en fornemmelse af, at de stemmer havde noget med sekten at gøre.
Så lagde jeg to og to sammen, for hvis stemmerne og sekten hørte sammen, og de var imod kristendommen, så måtte Jesus være for mig.
Jeg kontaktede min mormor, der var kristen, og hun kom og besøgte mig.

– Så kom jeg på det kristne behandlingssted Kildegården. Det var et godt sted. Jeg blev døbt i Baptistkirken i Odense. Men jeg var den samme gamle Michael. Jeg begyndte at drikke igen og blev smidt ud.
Den onde ånd blev nok smidt ud, men jeg fyldte mig ikke med Guds ord eller Helligånden. Jeg fik ikke forbøn, og jeg bad ikke. Derfor kom der syv onde ånder, som var endnu værre…
Så blev jeg så sindssyg, som jeg aldrig har været før. Det var virkelig forgården til helvede. Det var højtråbende dæmoner og voldsomme fysiske oplevelser. Jeg følte også, at jeg blev pint. Det var meget voldsomt.
Jeg endte på et psykiatrisk hospital i Svendborg.
Bagefter skulle jeg tilbage til Kildegården, men jeg tog alle de piller, jeg skulle have med, på én gang. Det opdagede de, og så kom jeg på Middelfart Sygehus.
Jeg blev bare mere psykotisk. Jeg begyndte at lave røverier igen, og det endte med en mentalundersøgelse.
– Jeg kom hjem til Morsø, efter at jeg havde været i Middelfart i 4-5 måneder, og begik et nyt røveri.
En lørdag gik jeg ind på postkontoret og lagde en seddel på skranken, og truede med en hånd i lommen.
Myndighederne var klar over, at jeg var blevet skør i hovedet. Jeg var blevet mental undersøgt 2 gange tidligere, i 1989 og i 1992, hvor jeg var blevet erklæret uegnet til straf fordi jeg har været sindssyg i gerningsøjeblikket.

– Nu blev jeg indlagt i Risskov og senere Viborg psykiatriske sygehus. Men jeg mødte en kristen, Bjarne Viller, som forsøgte at hjælpe mig.
Han blev min bistandsværge. Jeg kom hjem til ham juleaften og begyndte også at komme i Baptistmenigheden i Viborg. Det hjalp. Jeg var glad for at komme der.
Jeg var stadig syg og på medicin for at holde det i ro.
Efter et års tid flyttede jeg til Nykøbing Mors. Min far havde sat mig i forbindelse med Søren, da han vidste, at jeg helst ville være i frikirkekredse. Så jeg kom i forbindelse med Apostolsk Kirke, hvor Søren Viftrup forsøgte at hjælpe mig.
Men jeg skejede ud igen med hash og alkohol.

En aften i 1989 hentede politiet mig, fordi jeg skulle ind og afsone en bøde.
Jeg havde taget to personer med hjem, fordi vi skulle drikke, og jeg sagde til de to, at de kunne bruge lejligheden, mens jeg afsonede de syv dage.
Da jeg kom hjem igen, var lejligheden fuldstændig ødelagt. Alt af værdi var solgt eller stjålet. Der lå også et brev fra min kæreste Britta, hvori hun slog op.
Jeg gik op til mine forældre og fik 200 kr. af min mor, hvorefter hun sagde:
”Nu må du klare dig selv, vi kan simpelthen ikke holde til det længere”.

– Jeg endte så på behandlingshjemmet Shalom i Randers i fem måneder, via nogle venner fra Pinsekirken i Viborg.
Men jeg var ikke genoprettet. De der stemmer havde så meget magt over mig, at de fik mig til at gå i utide.
Så lavede jeg to røverier i Randers. Næste dag blev jeg anholdt, og efter en tur i arresten sendte lægen mig til Risskov igen. Det var i 1991.
Jeg tilbragte nu et par år i Risskov, hvorefter jeg kom på udslusningskollegiet for psykisk syge i Århus i to år.
Så fik jeg en lejlighed i Århus, hvor jeg var i et års tid.
Stemmerne havde stadig magt over mig, men jeg forsøgte at flygte fra dem med alkohol og piller.

– I dag er jeg overbevist om, at de stemmer, jeg hørte, var onde ånder.
– Prøv at forklare, hvordan det opleves, når man hører stemmer. Kommer de inde fra dit eget hoved?
– Nej. De kommer ligesom udefra. På et tidspunkt troede jeg endda, at stemmerne kom fra mennesker, jeg kendte, fra andre fanger, familie og fængselsbetjente.
Stemmerne er ikke inde i hovedet som sådan, de er udenfor – andre lyde kan forstærke dem. Psykiatrien kalder det en høre-hallucination, at det er en forestillingsevne, noget jeg bilder mig ind.
Deres uddannelse og viden er udmærket, men lige på det punkt mangler de nok en åndelig indsigt.

– Jeg var så desperat, at jeg i løbet af tre måneder kontaktede lægevagten 68 gange…!
Jeg ringede, fordi jeg var bange og angst. To gange kom de og gav mig en sprøjte, ellers kørte jeg selv til lægevagten og fik en pille. Det var ikke altid, jeg fik noget. Men det var et halmstrå, jeg greb fat i.
Jeg kom så på en langtidsafdeling i Risskov og blev visiteret til Kragelund i Højbjerg, men først var jeg ude på noget, der hed Dalstrup på Djursland i 10 mdr. Jeg var så på Kragelund i en lang årrække.

– Men fordi jeg ikke kom fast i kirken, slog det alligevel klik i 2002, hvor stemmerne bildte mig ind, at jeg var et af de vidner, der omtales i Johannes Åbenbaring. På en eller anden måde havnede jeg i Kastrup med hukommelsestab, hvorefter jeg blev indlagt 18 dage i Risskov.
Stemmerne havde fortsat indflydelse på mig, og jeg havde et forvirret sind.
Da jeg var allermest psykotisk i 2002 kom min mormor, som var en levende kristen, med et ord til mig, om at jeg skulle finde et sted, hvor man brød brødet sammen.
Jeg begyndte derfor at komme fast i den apostolske frikirke i Risskov, som pudsigt nok kun lå 300 meter fra hospitalet. Birgit og Per Rasmussen var forstanderpar.
Og nu begyndte det trods alt at gå i den rigtige retning.
Jeg hørte stadig stemmer, men kom nu ind i en sund vane med at komme sammen med kristne.
Jeg begyndte at læse i Bibelen jævnligt og bad også i tunger. Det gik også bedre, og jeg voksede i modenhed.

– I 2005 tog jeg på apostolsk sommerstævne i Kolding.
Højskolen gik med til, at jeg kom derned som elev i tre måneder – på prøve.
Jeg kom jo direkte fra min psykiatriske bolig på Kraglund. Men det gik fint i de tre måneder, og der begyndte nu at komme rigtig gang i min genoprettelse.
– Jeg modtog undervisning og kom også i kirken.
Jeg havde også en rådgiver på skolen, Birthe Christiansen, som gennem mange samtaler hjalp mig. Der skete en forløsning hver gang.

– Men det, der virkelig hjalp, var, at jeg begyndte at komme hos Edith og Niels Peder Johannesen, fastslår Michael.
– Edith og Niels Peder gik nemlig i gang med at udfri mig fra det onde, som var kommet ind med hashen, sekten, forkastelsen, osv.
Der var blevet bedt meget for mig, men der var aldrig praktiseret direkte udfrielse.
Jeg fortsætter med at komme til Edith og Niels Peders møder en gang om måneden i kirken. Jeg har nu været til udfrielse 13 gange hos dem. Og hver gang er jeg blevet mere fri.
En af gangene hostede jeg under udfrielsen og kunne mærke, at lænkerne brast.
Der har ikke rigtig været sat navn på, hvad det var, men en af de ting, jeg kæmpede med, var en ånd af forkastelse.

– Føler du dig fri af det nu?
– Ja. Engang imellem kommer stemmerne, men de har overhovedet ingen magt over mig mere. De prøver, men jeg siger bare: ”Gå væk i Jesu navn!”
Jeg har heller ikke haft problemer med stoffer og alkohol de sidste 11 år – siden 1997, da jeg blev indlagt på langtidsafdelingen i Risskov efter perioden med lægevagten.
– Jeg har haft identitetsvanskeligheder, men har aldrig følt mig personlighedsspaltet som sådan, siger Michael, som nu har fået sin egen lejlighed i Kolding.
– Jeg har stadig kontakt til Højskolen, jeg hjælper pedellen nogle gange og kommer i kirken. Jeg er i en netværksgruppe med pedellen og hans kone, Jan og Marie, og en anden fyr, som har skizofreni.
Netværksgruppens ledere bekræfter den enorme forandring, der er sket med Michael de sidste par år.
– Han har ikke længere dét der hårde og fjerne blik, som skizofrene ofte har. Han er i stedet blevet blid og omsorgsfuld. Han kan føle empati med andre, siger Marie, som er sygeplejerske og har stor erfaring med psykisk syge.

Michael har for længe siden fået førtispension. Men han mener, det er vigtigt, at man er aktiv og foretager sig noget:
– Man skal ikke bare sidde og håbe på, at medicinen virker. Man skal aktivere sig selv, siger han.
Selv bruger hans sin tid på at læse meget, han gør rent, går på indkøb og tager ud og hjælper pedellen, når han har brug for en hånd. Indtil november sidste år havde Michael op til fem vagter om ugen i køkkenet på højskolen.
– Det at omgås normale kristne og få forbøn og undervisning er nogle af de vigtigste redskaber til at komme ud af psykisk sygdom, mener Michael, der meget gerne vil hjælpe andre, der er i samme håbløse situation, som han selv har prøvet at være i.