Nordjyder er mest troende

62 pct. af danskerne siger, de tror på Gud. I Nordjylland er tallet helt oppe på 75 pct., viser undersøgelse.Har nordjyder tættere forbindelser til de højere magter end resten af danskerne? Sikkert ikke, men bemærkelsesværdigt er det, at de fleste frikirker har flere tilhængere i Nordjylland end i andre danske regioner. Næsten halvdelen af alle baptistkirker ligger i Nordjylland.
Nu er det også dokumenteret, at nordjyder generelt er mere troende end andre danskere. En undersøgelse fra 2003 viser, at 62 pct. af danskerne tror på Gud, men en ny undersøgelse afslører, at hele tre fjerdedele af nordjyderne er troende.
Undersøgelsen er foretaget af Aarhus Universitet i samarbejde med Nordjyske Stiftstidende, der også har indrettet et debatforum på deres hjemmeside ved navn Min egen kristendom.

Kristne a la carte

Hvad tror de så, de nordjyder? Jo, de er lidt ”kristne a la carte”, som Nordjyske udtrykker det i en overskrift. For mens flere end otte ud af ti nordjyder er medlem af Folkekirken, tror mere end hvert femte medlem (22,2 procent) f.eks. også på reinkarnation. Mange tror desuden på synskhed (16 pct.) og astrologi (14 pct.), som er i modstrid med den kristne tro.
– Det er bekymrende. Hænger ens tro ikke sammen, kan man ikke bruge den til trøst og gavn, når man kommer i krise, fastslår landets førende religionspsykolog, Peter la Cour, Rigshospitalet, til avisen.

Bruger Folkekirken

Ikke desto mindre sætter nordjyderne pris på Folkekirken, som 89,9 pct. er medlem af – mod et dansk medlemsgennemsnit på 82,1 pct. Flertallet – over 48 pct. – erklærer sig enige i, at kirken har en religiøs betydning for dem.
I Nordjylland går 2,5 pct. i kirke hver uge, 12 pct. hver måned og lidt over 66 pct. ved særlige højtider. Næsten 60 pct. mener, det er vigtigt, at de er døbt, og endnu flere erklærer sig enige i, at dåben har en religiøs betydning.
Ordet ”religiøs” skal tages bogstaveligt, fordi de færreste nordjyder – knap 15 pct. – mener, sandheden kun er at finde i én religion. Derimod mener 41 pct., at sandheden findes i mange religioner.

Kvinder er
mest troende

Undersøgelsen viser også, at flere kvinder end mænd er troende. Således tror 43,7 procent af kvinderne på et liv efter døden. Det gør kun 29,1 procent af mændene. Men tallene er alligevel over landsgennemsnittet. I 1999 var der ifølge undersøgelsen Gudstro i Danmark 40 procent af danske kvinder og 24 procent af mændene, der troede på dette.
Følg link til hele undersøgelsen på Sondagmorgen.dk