Tvivlsomt om Hinn kommer til Danmark
Benny Hinn kommer måske ikke til Danmark næste sommer som planlagt. Den amerikanske tv-prædikant Benny Hinn holdt for et par år siden en kampagne i Forum med ca. 7.000 deltagere, og derefter en lederkonference i Falkonercentret.
Hinns organisation havde oplyst den danske kontaktperson Asbjørn Kristiansen om, at Hinn ville vende tilbage i maj 2009. Men derefter flyttede man det til juli.
– Det kunne vi ikke anbefale, siger Asbjørn Kristiansen fra Kristent Kursus og Konferencecenter.
– I den uge i juli holder de store frikirker og Oase deres sommerstævner. Og jeg har ikke tænkt mig at stå alene i København samen med ham! bemærker Asbjørn humoristisk. Benny Hinns organisation har derefter svaret, at Hinn så måske ikke kommer.
– Kunne Benny Hinn ikke tale på et sommerstævne?
– Nej, det tror jeg ikke er realistisk. Når Benny Hinns organisation kommer, overtager de det hele. De har deres egne folk med, som organiserer alt. De har deres egne bannere og indsamlingskuverter. Og det er der nok ikke nogen af de danske organisationer, der bryder sig om, mener Asbjørn Kristiansen, der forhandler Benny Hinns bøger og videoer på forlaget Alstrup.
Henri.