Kristendommen skal også med i EU

Formålet med Hans Stengaards bog om EU er at nuancere debatten om i hvilken retning, Danmark skal udvikle sig som et lille land i Europa.Når vi nævner den her i Udfordringen, er det, fordi bogen også inddrager den religiøse side.
Forfatteren argumenterer således for, at kristendommen som Europas kulturarv fastholdes som grundlag for samarbejdet i Europa.
Han bruger en del sider på at ridse den historiske forudsætning for Europa op.
Vi går helt tilbage til Romernes Cæsar, der som den første samlede store dele af Europa. Senere fulgte det kristne Europa under kirken fra ca. 962.
I slutningen af 1700-tallet bestod Europa stadig af ca. 330 stater og selvstændige områder.
Også korstogene, det osmanniske rige, den katolske kirke og reformationen er omtalt for at forstå EUs kulturelle og religiøse baggrund.
Han mener også, at det europæiske samarbejde skal videreudvikles i en mindre centralistisk og bureaukratisk retning. Bureaukrater og EU-parlamentarikere skal være folkets tjenere og ikke højt lønnede og lavt beskattede.
Hans Stengaard Jessen er handelsuddannet og har i mange år arbejdet i bl.a. OK og Danfoss. Derudover har han gennem mange år engageret sig politisk i forskellige sammenhænge.
Som erhvervsmand mener han bl.a., at iværksættere og selvstændige skal have bedre opstarts- og udfoldelsesmuligheder. Så bogen kommer ind på lidt af hvert.
Henri.

Vores udfordringer
– fra EU og fra Danmark
Af Hans Stengaard Jessen
Frydenlund
134 sider, indb. 199 kr.