Præsten brænder for sin menighed
Mange præster kan fejre 25 års jubilæum. Men ikke alle er som Henrik Oest fra Helligåndskirken i Århus.
Han er nemlig den gammeldags præst, altid til rådighed for sin menighed og med i en masse bestyrelser, bl.a. for Kirkefondet og formand for Århus Folkekirkelige Informationstjeneste. Et arbejde, der ikke kan begrænses til et otte-til-fire-job.
– Præstefamilier, der lever på den måde, ser jeg desværre som en uddøende race, siger han.
– Boligpligten står for fald, og tendensen til at præster bliver 8-16-funktionærer bliver tydeligere og tydeligere. Derved kommer der en voksende afstand mellem præst og menighed. Dette vil givet få negativ betydning for det kirkelige liv i fremtiden, siger han.
Det lå ikke i kortene, at Henrik Oest skulle blive præst. Hans opvækst i Århus var i et hjem uden kirkelige traditioner. Men en søndagsskole, nogle kirkefrivillige og en engageret pionerpræst i en lille barakkirke i Århus Vest var redskaber til, at den livsbane blev ændret.
Henrik Oest studerede først medicin i to et halvt år, inden han skiftede til teologi og afsluttede sine studier i sommeren 1983. Han blev ordineret som præst i Århus Domkirke den 25. oktober 1983, hvorefter han tiltrådte stillingen som sognepræst ved Vor Frelsers Kirke, Horsens, den 1. november 1983. Herefter flyttede han tilbage til Århus, hvor han blev sognepræst ved Helligåndskirken den 15. maj 1990.
Henrik Oest har nu været præst ved Helligåndskirken i 18 år men han var egentlig med til at starte kirken meget før:
– Helga Jensen var netop blevet ansat som præst i Christianskirken for at oparbejde et kirkeligt arbejde i den nye bydel, der senere blev til Helligånds Sogn. Hun startede en ungdomsklub, hvor jeg deltog og senere blev leder. Ungdomsklubben havde hjemsted i Helga Jensens kælder og senere i den lille vandrekirke på Snogebæksvej.
– I 1980 blev jeg indvalgt i menighedsrådet for Helligånds Sogn og var med til møder om det nye kirkebyggeri. En lang række unge fik her en god praktisk kirkelig indføring i klubberne og i dag sidder mange af dem rundt i landet som sognepræster, fortsætter Henrik Oest.
– Efter 2½ år med medicinstudiet stod det klart, at det var præst, jeg ville være, takket være indflydelsen fra Helga Jensen og de mange, mange andre i det spændende arbejde ud fra den lille vandrekirke.
Hvad er det vigtigste ved at være præst?
– At være til stede i det man gør. Er det prædikenen, skal den være i berøring med den livssituation og de problemstillinger, kirkegængerne tumler med. Til stede i mødet med menigheden i mange forskellige sammenhænge – ikke kun ved de kirkelige handlinger.
– Børn og unge er kirkens fremtid, og kirken skal ikke tage det som en selvfølge, at de vender tilbage til kirken, når de bliver ældre, hvis ikke kirken gør noget aktivt her.
– De frivillige er rygraden i vores menighed. At være frivillig betyder, at man har et medansvar, at man er med til at bygge op, og det giver en fornemmelse af at høre til på en helt anden måde, end hvis man kun kommer søndag formiddag, siger jubilaren, som kan være tilfreds med flere end 200 frivillige ved Helligåndskirken.
Henrik Oest er gift med Hanne siden 1978, og sammen har de tre voksne børn. Han lyser op, når samtalen drejer ind på begrebet Kirkens dagligstue.
– En dagligstue er et hyggeligt sted, et sted hvor man føler sig godt tilpas, og hvor man kommer tæt ind på hinanden. Sådan ville jeg gerne, at det var med alle vore aktiviteter i kirken gennem ugens dage.
– Jeg er optaget af, at alle vores aktiviteter skal være åbne for alle og ikke lukke sig om sig selv. Det er vigtigt at fastholde, hvad vi er som kirke. Vi er ikke en loge. Vi skal og vil være åben for alle, påpeger Henrik Oest.
– Kirken skal altid tage bestik af samfundet og de nye vinde og forstå, at kirkens budskab skal formidles ind i den tid og ind i den sammenhæng, der er vores her og nu.
/s
