Religion og politik kan ikke adskilles
Religionsforskrækkede politikere fik svar på tiltale, da Værdipolitisk Netværk holdt konference om religionsfrihed.Kristne værdier er på ingen måde en modsætning til demokrati. Det blev bl.a. markeret af chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager på en konference om religionsfrihed forrige weekend.
– Visse politikere har gjort sætningen Her adskiller vi politik og religion til deres trosbekendelse. Men en sådan adskillelse ville være umulig. Man kan ikke destillere kristendommen ud af det danske samfund, for kristendommen er netop forudsætningen for, at vi kan skelne mellem politik og religion. Det kan man ikke i et muslimsk samfund.
– I modsætning til flere andre religioner er kristendommen ikke revolutionær. Jesus afstod fra at overtage magten i samfundet, selv om mange forventede det af ham. Og Paulus opfordrede de kristne til at underlægge sig myndighederne. Mon ikke det netop er årsagen til, at traditionelt kristne lande har langt lettere ved at adoptere demokratiet end f.eks. muslimske, sagde Bjerager.
Så længe vi har et kristent kultursamfund, vil kristendommen også gøre krav på indflydelse og sætte sit fingeraftryk på værdierne, sluttede han.
Ole Larsen/KP