De udstødtes „rockprofeter“

Ny bog om Jesusfiguren på plade kan næsten kun være en gave for alle kristne musikelskere.Et lille spring tilbage i historien på blot en 50-60 år, og rock-musikken blev i udbredt grad sidestillet med farlig ungdom, oprørskhed og gudløshed. Ikke nødvendigvis helt med urette, men fronterne er blevet mindre skarpe med årene. I denne antologi forsøger en række bidragydere at pejle sig ind på Jesus-skikkelsens rolle hos et udvalg af det 20. og 21. århundredes største navne indenfor genren: Jerry Lee Lewis, Hank Williams, Johnny Cash, Leonard Cohen, Bob Dylan, Patti Smith, Nick Cave, U2, det norske Kaizers Orchestra og vores helt egen Kim Larsen.
Bogens redaktør Lars K. Bruun peger i sit forord bl.a. på de amerikanske sydstaters vækkelses-religiøsitet, der havde en afsmittende indflydelse på 50’ernes rock’n’roll; han nævner også den californiske Jesus People Movement, der i 60’erne og 70’erne havde forbindelser til både rock-miljøet og protest- og hippiekul-turen, der prædikede peace, love, and understanding. Netop kærligheden ses i mange rock-tekster som den kraft, der kan forløse følelserne af fremmedgørelse, social udsathed og marginalisering.

Mentalitetshistorisk strejftog

I et fornemt betegnet ”men-talitetshistorisk strejftog” redegør Lars K. Bruun endvidere for forholdet mellem religion og populærmusik i USA. – Den puritanistiske religionsform og udvælgelsestanken fik i høj grad også et socialt aspekt:
”Guds dom blev til en såre menneskelig vurdering af, hvem der lykkedes, og hvem der fejlede. Og de udgrænsede og mislykkede eksistenser skulle næppe gøre sig håb om frelse. Det er især denne mørke side af den reformert-puritanske tradition, der tages op i populærmusikken” (s. 14).
Og så går det ellers slag i slag: i forbifarten kritiseres i afsnittet om Johnny Cash den ellers anmelder-roste film ”Walk the Line” for at gå for let udenom de religiøse aspekter; men ellers er det tekstanalysen og biografien, der tegner bogen. Det hele så afgjort læseværdigt – selvom Søren E. Jensens Kim Larsen-bidrag nok lige giver den en tand for meget i sin næsten mundlamme benovelse over rocksangerens Halleluja (og hans brug af åbne vokaler!).

Overflødighedshorn

Men lad det nu være: Bogen må være en gave, ja lidt af et overflødighedshorn for kristne musik-elskere. Et stikords-register kunne dog have øget nytte- og lykke-værdien. Andre kan gerne læse med. Og de mange gode pointer er godt formidlede. – Bogen placerer sig smukt side om side med en anden udgivelse fra samme forlag, Jesus går til filmen (anmeldt her i uge 12/2007).

Lars K. Bruun (red.):
Rockprofeter
– Jesusfiguren på plade
174 sider • 248 kr.
Alfa