Håndbog i sjælesorg
Du skal høre, hvad jeg mener, ikke hvad jeg siger. Præcis sådan faldt ordene på en hjemløse-institution i provinsen, da en ansat efter bedste evne prøvede at imødekomme og hjælpe beboeren. Nu blev ordene sagt af en frustreret klient i en socialpædagogisk sammenhæng, men ved gennemlæsningen af Berit Okkehaugs indføring i kristen sjælesorg forekommer de ikke mindre relevante.
Godt nok er sjælesorgs-begrebet unikt i kraft af sin tre-enige Guds-erkendelse, men der er i begge situationer tale om relations-arbejde. Et menneske i en krise-situation, i kaos, rådvildhed:
Når vi møder hinanden, kan vi vælge at vise ansigt og på den måde vove at stå i relation til hinanden. Når jeg ser dit ansigt, aner jeg noget om, hvem du er. Alt efter hvad du ønsker at give til kende om dig selv over for mig, vil du vise ansigt og vove relationen. I mødet sker der noget både med dig og med mig. Sådan skabes og nyskabes vi i hinandens blik (s. 9).
Forfatteren er præst ved det norske Institutt for Sjelesorg ved kuranstalten Modum Bad, hvor der også afholdes kurser i emnet. Disse kurser oplever tilstrømning ikke alene fra kirkeligt hold, men også fra faggrupper, der generelt arbejder med mennesker: sundheds-sektoren, erhvervslivet og humanitære organisationer. På trods af sit kristne udgangspunkt henvender Berit Okkehaugs lærebog (for en sådan er det) sig derfor naturligt også til disse; når dertil kommer, at den forener lettilgængelighed med faglig tyngde, er der kun ét at gøre: at give bogen den bedste an-befaling.
Det er ikke blot menighedens medlemmer, der har sjælesorgs-behov. Også landet har. Derfor tak til forlaget for at have vovet pelsen med en dansk udgave. Faktisk er der kun en enkelt indvending: der savnes et stikords-register … men måske i et kommende oplag?
Berit Okkehaug:
Når jeg ser dit ansigt
– Indføring i kristen sjælesorg
279 sider
299 kr.
Unitas