Hospitalsklovne gav endnu en hospitalsklovn i Israel
Og klovnens bagage rummer et yderst praktisk ganske dansk bidrag til underholdningen.Asher Luzon i Jerusalem blev inspireret til at blive hospitalsklovn under sin kone Vereds indlæggelse som terroroffer.
Vered kom alvorligt til skade, da en selvmordsterrorist sprang sig selv og den bus, hun var passager i, i luften i 2004.
Under Vereds langvarige ophold på sygehuset, stiftede Asher bekendtskab med hospitalsklovnene.
Vered kunne ikke se eller opleve dem grundet hendes skaders omfang. Men Asher så og oplevede klovnenes positive effekt og besluttede sig for at følge i deres fodspor.
Vered har genoptaget sit job på deltid, men går stadig til behandling for såvel fysiske som psykiske mén efter traumet, og hun har stadig svært ved køre i bus.
Asher Luzon er en pensioneret politibetjent, som altid har elsket at optræde.
Han har nu skaffet sig klovneremedier, lært sig lidt tryllekunster og optræder ved efterspørgsel og efter behov.
Sidste del af hans udstyr er en stor, uhåndterlig kuffert, som Linda Møller fra Dansk Jødisk Venskab har haft i sine gemmer i mange år. Nu er kufferten kommet til ære og værdighed og rummer Ashers udstyr, når han skal optræde.
Linda Møller har gennem sit arbejde med terrorofre i Jerusalem lært Vered og Asher at kende.
Asher optræder ikke som fast hospitalsklovn. Det kræver, at man har en partner, men han optræder på forskellige institutioner bl.a. med psykisk syge og andre retarderede, i børnehaver og af og til også på plejehjem.
Der er ikke budgetteret med hospitalsklovne i det israelske sygehusvæsen, så hospitalsklovnene optræder som volontører, hvor de gør et virkeligt godt stykke arbejde.
Fænomenet hospitalsklovnene findes også i Danmark, men er mange steder blevet sparet væk. I Israel har man en speciel uddannelse for hospitalsklovne. På Universitetet i Haifa, kan man således tage en bachelor i medicinsk klovning.