Hver tredje tror på jomfru-fødslen

En ny meningsmåling foretaget for den teologiske tænketank Theos viser, at mere end en tredjedel af englænderne tror, at jomfrufødslen af Jesus virkelig fandt sted. Når den engelske befolkning fremsiger den apostolske trosbekendelse, med ordene: ”Vi tror på Jesus Kristus… født af Jomfru Maria”, gør 34 pct. det med overbevisning.

I England anser et flertal af befolkningen Jesus fødsel som vigtig.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet ComRes på vegne af tænketanken Theos. Kun 32 pct. mener, jomfrufødslen er opdigtet.
Fordelt på køn er kvinderne mest åbne for at tro på den mirakuløse fødsel, mens mændene er mere skeptiske. De kvindelige respondenter udgør således 39 pct. mod 29 pct. mandlige.

Jesu fødsel er vigtig personligt og kulturelt

Undersøgelsen, der omfatter 1.005 personer, viser dog at flertallet af englænderne anser Jesu fødsel for en vigtigt begivenhed, både kulturelt og personligt. Mens 52 pct. erklærer sig enige eller meget enige i, at Jesu fødsel var betydningsfuld, svarer 72 pct., at Jesus fødsel har afgørende kulturel betydning.
Meningsmålingen bekræfter også udviklingen i fremmødet ved julens gudstjenester. Således viser tal fra Den Engelske Kirke en syv pct. stigning i deltagelse ved gudstjenester juleaften og juledag.
Tallene stammer fra 2005 og 2006. Men ifølge ComRes-målingen planlægger op mod tre fjerdedele af englænderne at deltage i en julegudstjeneste i år.

Slående resultat

I en kommentar til undersøgelsen siger Theos direktør, Paul Woolley, at:
– Selvom omfanget af religiøs tro sikkert kan overraske nogen, så stemmer resultatet fint overens med andre forskningsresultater de senere år.
Han betegner dog antallet af mennesker, der anser Jesu fødsel for væsentlig for dem personligt som ”slående”.
Undersøgelsens udfald kan ifølge Paul Woolley tilskrives, at tider med økonomisk usikkerhed og bekymring for at miste job og hjem gør mennesker mere åbne for livets store spørgsmål.
En tilsvarende dansk undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Zapera for Kristeligt Dagblad viste tidligere i år, at kun hver sjette dansker tror på jomfrufødslen.

Undersøgelsen er tilgængelig via Theos’ hjemmeside:theosthinktank.co.uk