Nu kan man tilhøre LM – uden at komme der

Luthersk Mission lukker op for medlemmer uden for kreds og menighed. – Vi må følge med virkeligheden, siger generalsekretær Jens Ole Christensen.Nu kan man blive medlem af Luthersk Mission uden at komme til møderne. Med nye vedtægter er der åbnet for, at man kan blive medlem uden at høre til i en traditionel kreds eller frimenighed.Lutkersk Mission har netop godkendt nye vedtægter, der giver mulighed for, at man kan blive tilknyttet LM på nye måder.

Både enkeltpersoner og menigheder

Enkeltpersoner, der ikke kommer i en traditionel LM-sammenhæng, kan blive medlemmer af LM på afdelingsplan. Og menigheder kan få en associeringsaftale med LM og dermed blive tilknyttet LM på landsplan, selvom man ikke er en LM-kreds eller en LM-frimenighed.
Forudsætningen for, at menigheden kan blive tilknyttet LM, er, at man kan identificere sig med LM’s værdier og ”åndelige grundsyn”, oplyser LM-organet Tro & Mission.
Medlemmer på afdelingsplan er fuldgyldige medlemmer af LM og indgår derfor i den demokratiske struktur på lige fod med traditionelle medlemmer af LM, oplyser avisen.
– Det er et forsøg på at indrette lovgivningen efter virkeligheden. Vi deler åndelige værdier med mennesker, der organiserer sig menighedsmæssigt meget forskelligt, siger LM’s generalsekretær Jens Ole Christensen (billedet).
De nye vedtægter danner dermed juridisk basis for, at LM kan udvikle sig til en paraply for mennesker, der har fælles grundlag og fælles målsætning, men som udfolder det på meget forskellige måder, forklarer generalsekretæren.
/sl