Flygtninge har brug for penge og psykologhjælp
Der er stadig dybe sår efter stammekonflikten i Kenya for et år siden. Kun halvdelen af
flygtningene er vendt tilbage til deres marker. Men folk siger tak for danske kirkers nødhjælp.Det er nu et år siden et præsidentvalg i Kenya udløste voldelige optøjer og ifølge FN efterlod 6.000 mennesker dræbt og 350.000 hjemløse.
Et år efter er kun halvdelen af de fordrevne vendt hjem til deres marker. Andre tør ikke – eller vil ikke. For det er svært at tilgive de uhyrlige overgreb.
Den regerende Kikuyustamme blev beskyldt for valgsnyd, og de to store stammer Luo og Kalenji dræbte mænd, kvinder og børn, nedbrændte huse og forråd og drev kikuyuerne på flugt.
Byen Eldoret i det vestlige Kenya var konfliktens centrum, og her arbejder danske missionærer. De kunne se landsbyer blive brændt af og flygtninge i massevis søge til kirker, politistationer og andre offentlige bygninger. Birgitte og Søren Pedersen kunne sammen med lokale præster og medarbejdere formidle nødhjælp fra Danmark til de tusindvis af svage og sårede.
Et af ofrene er pigen Lilian på seks år, der blev voldtaget og mishandlet af oprørere, efter at de havde dræbt hendes mor. Faren var allerede død.
Pigen lå på byens hospital, da Røde Kors henvendte sig til præsten Patriek Chege, om han kunne tage sig af hende. Chege og hans kone indrettede hurtigt deres hjem til børnehjem for en snes forældreløse og traumatiserede børn. Nødhjælpen fra danske kirker sikrede mad, tøj, tæpper, madrasser og senge til børnene.
– I dag er Lilian ved at komme sig og læges følelsesmæssigt. Jeres donation kom i rette tid, fortæller pastor Chege i et takkebrev.
Børnene er stadig i familien Cheges varetægt, og det lille børnehjem eksisterer ved frivillige gaver og donationer.
Det var præsidentvalget den 27. december 2007 der udløste urolighederne. Valget gav den siddende præsident Mwai Kibaki en kneben sejr over rivalen Raila Odinga. Kibaki fik 46 pct. af stemmerne mod Odingas 44 pct. Og da Kibaki tilhører Kikuyustammen og Odinga Luostammen, antændte Odingas valgnederlag en stammekonflikt, hvor Kalenjistammen drev kikuyuerne væk fra deres område i det vestlige Kenya.
– Jeg måtte flygte fra byen Kapsabet til Molo og ankom tre dage efter, at mit hus var brændt ned. Jeg bor nu i et telt en kilometer fra min mark.
– Min kone bor i Molo by, fordi hun lider af depression og ikke kan tåle kulden i teltet. Men tak for madrasser, tæpper og kogeapparat, siger Daniel Kiragu i et brev til Udfordringen.
– Der er stadig mennesker, som bor i flygtningelejre rundt omkring i landet, da de ikke kan flytte tilbage, hvor de kom fra. Andre har fået et stykke jord stillet til rådighed i et område, hvor de kan føle sig nogenlunde trygge, og hvor de prøver at opbygge en ny tilværelse, fortæller missionærerne Susanne og Leif Madsen fra storbyen Nakuru, der måtte tage imod mange af de flygtende. Nakuru ligger mellem Eldoret og hovedstaden Nairobi.
En af flygtningene fra Eldoret er en kvinde på 95 år, som måtte flygte over hals og hoved:
– Mit hus blev brændt ned og min ejendom ødelagt. Jeg flygtede til markedspladsen i Eldoret, hvor jeg sov på den bare jord.
Nu fortæller hun i et brev:
– Missionærerne hjalp mig med en madras, et tæppe, mad og andre fornødenheder. Jeg er meget taknemmelig. Nu bor jeg i en lejlighed i Nakuru.
1140 familier modtog nødhjælpen, der blev indsamlet af danske frikirker og private gennem hjælpeorganisationen International Aid Services, 380.000 kr. i alt. Dansk Missionsråds Nødhjælpspulje supplerede med yderligere 250.000 kr. Derfor kunne missionærerne og deres medarbejdere uddele ca. 1000 madrasser og tæpper og uddele 35 tons majs, ris og bønner til ofrene i Vestkenya samt i Kenyas største slumområde i Nairobi.
Men der er stadig store udfordringer:
– Efter konflikten har regeringen opfordret folk til at tage tilbage til deres ejendomme, men det har været svært for de fordrevne at vende tilbage til de områder, hvor mange er blevet dræbt, fortæller præsten Crispus Mwaki fra byen Langalanga, som huser mange af flygtningene.
Der er også psykiske udfordringer:
– Det er svært for de forskellige stammer at tilgive, hvad de andre har gjort imod dem. Der er mange børn og voksne, som lider psykisk efter alt, hvad de har set og gennemgået af grusomheder. Mange rådgivere prøver at hjælpe folk med at komme over deres traumatiske oplevelser, men der er slet ikke kapacitet nok til at tage sig af alle behovene, fortæller Susanne og Leif Madsen fra Nakuru. Derfor følger International Aid Services nu op med et freds- og forsoningsprojekt, der bl.a involverer børn og unge i brobygning mellem stammerne. Projektet er støttet af Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU).
