– Jeg var ligeglad med alt
Teddy er en fin ung fyr – som fik startet forkert på livet. Nu bor han i hjælpecenteret Shalom i Randers, som forsøger at give misbrugere et nyt liv med kristen næstekærlighedTeddy Christian Arentzen voksede op på Nørrebro med en mor, der var stofmisbruger og en far, der aldrig var der…
– Jeg blev tvangsfjernet, da jeg var fire år og har så været på en masse skoler og i familieplejer på tvind-skoler på Lolland og i Marokko…
Så var jeg også hjemme og bo et halvt års tid, før min mor døde for seks år siden. Så det meste af mit liv har været pænt turbolent, konstaterer Teddy.
– Jeg havde for meget fritid som barn og ung, så jeg begyndte at lave en del kriminalitet. Jeg røg hash som 15-årig og begyndte at hænge ud med de forkerte.
Jo ældre jeg blev, des værre blev kriminaliteten…
Når Teddy forsøger at finde en forklaring på, hvorfor han selv kom skævt ind på livet, kan han ikke komme udenom sin mor.
– Vi var lidt som hund og kat, husker han.
– Hun var sød nok, men hun havde bare ikke så meget overskud, og det endte med, at jeg også skulle løse hendes problemer – og hun havde aldrig nogen penge.
Når Teddy tænker tilbage, er der specielt en hændelse, som har sat sig spor.
– Hun spurgte mig altid: Hvorfor tager du aldrig nogen af dine kærester med hjem?
Så tænkte jeg en dag: Jamen så tager jeg da min kæreste med hjem. Så kom vi hjem og fandt min mor og hendes kæreste vinde og skæve på piller. Det var så flovt. Så vi skyndte os at tage ud til min kærestes forældre. Selv om hun sad hele vejen i toget og sagde, at det ikke gjorde noget, så var det bare så hamrende flovt for mig. Jeg havde jo lige gået og fortalt, at min mor elsker at gøre rent, og så kommer hun ud og ser dem begge to være ved at knalde hovedet ned i bordet…
Men så kunne vi da heldigvis være ude hos hendes forældre, som var lidt mere normale, bemærker Teddy.
– Jeg har altid haft mange venner; det har bare været de forkerte venner, konstaterer Teddy, som husker, at han aldrig kom til timerne på Tvind-skolen, men alligevel fik sig en 10. klasses-eksamen.
Mens han boede hos moderen fik han ellers et godt arbejde i en kiosk, men han tog dagligt ud på Amager og røg hash med vennerne.
– Om natten løb vi rundt og lavede indbrud.
– Var det gruppepres?
– Næh, vi var alle sammen med på den…
Til sidst mistede jeg min kæreste, fordi hun ikke kunne holde ud at se på, at jeg ødelagde mit liv.
Dengang mente jeg ikke, der var noget i vejen med mig. Jeg syntes, det var hende, der var langt ude…
– I 2001 døde min mor. Det betød meget for mig, for selvom jeg ikke har boet hjemme altid, så var hun trods alt min mor. Hun har altid prøvet at hjælpe mig efter bedste evne.
Så da hun døde, blev jeg ligeglad med hele verden.
Jeg begyndte at rende sammen med nogle 2. generations indvandrere inde på Nørrebro og begyndte at arbejde i hashklubber, hvor jeg arbejdede i et år og fire måneder.
– En hashklub er typisk et nedlagt butikslokale, hvor man så sætter en bar op og nogle lædersofaer, fjernsyn og sodavandsautomater og spillemaskiner, forklarer Teddy.
– Så kan folk komme der og sidde og ryge joints. Det bliver selvfølgelig opdaget af politiet, og så kommer de og vender hele bulen og holder nogle lange moralprædikener. Men det var vi jo ligeglade med. Hvis de lukkede klubben, så gik der kun ti minutter, og så havde vi åbnet den igen.
Jeg tjente tusind kroner om dagen på at stå der og ryge mig vind og skæv.
Jeg følte ikke, at jeg havde noget at leve for, så jeg var ligeglad. Hvis jeg blev anholdt, tænkte jeg bare, at jeg blev løsladt om en time, og så ringede jeg til min chef og spurgte, om vi skulle gå ned og åbne igen.
– Det endte så med, at politiet fik lukket hashklubben helt. Jeg røg i retten og fik to års betinget fængsel. Men så begyndte jeg bare selv at sælge hash oppe fra min lejlighed, og det gik fint nok.
En dag sad jeg alligevel og tænkte, om det var det her liv, jeg ønskede at have som 40-årig. Pengene var gode nok, men hver dag var den samme. Det var de samme mennesker, jeg sad og hørte på, og det samme lort, de sad og snakkede om.
Det kan jo være lige meget, om du tjener gode penge, hvis du alligevel bare sidder i den samme lejlighed og kun ser sorg og elendighed, død og ødelæggelse…
– Så ringede jeg til min onkel i Århus, som jeg ikke havde talt med i tre år. Han havde prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg havde aldrig svaret ham. Men så ringede jeg altså og spurgte, om jeg måtte kigge over.
– Du er velkommen, sagde han. Så jeg pakkede min taske og tog derover for at starte på en frisk. Jeg cuttede al kontakt med de gamle venner. Det var min mening at starte på et nyt liv.
Jeg boede hos min onkel det første halve år. Det gik meget godt. Jeg holdt op med at ryge hash og tage stoffer.
Det gik fint – lige indtil jeg fik min egen lejlighed ude i Skødstrup ved Hornslet.
Jeg kom på et eller andet bistandsprojekt og mødte med det samme nogle banditter.
Inden jeg vidste af det, var mit hashmisbrug skiftet ud med amfetaminmisbrug.
Jeg havde selvfølgelig prøvet amfetamin før, men ikke i så stor stil. Jeg tog det hver dag og begyndte at lave knæk igen.
– Hvorfor begyndte du igen på det gamle liv?
– Amfetamin gør, at man bliver i godt humør, og der er ikke noget i verden, man ikke tør. Man føler, at man er en superman.
Men lige så dårligt får man det, når der ikke er mere i posen. Men vi sørgede for, at der altid var mere, så det endte med, at jeg ikke fik sovet i fem-seks døgn. Slagsmål blev mere reglen end undtagelsen. Jeg begyndte også at drikke helt vildt.
Til sidst tog jeg ikke i byen for at feste, men for at slås…
Nytårsnat blev jeg anholdt for forsøg på gaderøveri. Jeg mener bare, at det var en masse slagsmål… Men politiet mener noget andet. Den ene dom skyldes vold mod en politibetjent, som jeg kom op at slås med, fortæller Teddy.
– Jeg drak mere og mere og blev tyndere og tyndere og fuldstændig grå i hovedet.
Dagen efter, at jeg havde været i landsretten, lod jeg mig så overtale af min onkel til at tage med ud på Shalom.
Min onkel, der er psykolog, havde mange gange prøvet at hjælpe mig og rakt en hånd ud, men han kunne ikke nå mig. Han kunne ikke holde ud at se på, at jeg ødelagde mit liv, så han overtalte mig til at tage med ud til behandlingsstedet Shalom, hvor han kendte lederen, Alfred.
I starten kunne jeg ikke se, hvad jeg skulle lave her. Jeg var meget rastløs og havde stadig trang til at komme ud til fest og farver. Men jeg tænkte, at jeg ville blive i fire dage og så skride og sige til min onkel, at nu havde jeg prøvet det, griner Teddy. Han har nu boet på Shalom i næsten et år.
– Og det er det bedste, der er sket for mig, slutter Teddy, der håber, at han nu kan få begyndt på et bedre liv.
Shalom er oprettet af kristne, som ønsker at hjælpe misbrugere. Grundlaget for behandlingen er derfor den kristne næstekærlighed. Alle mennesker betragtes som værdifulde og elsket af Gud.
Arbejdet finanseres til dels af frivillige gaver.
