Kærlighedsevangelisten

Det er 25 år siden, Jens Peder Pedersen fra Herning blev ansat til at prædike det kristne budskab for kirkefremmede.Man går ikke fra en gudstjeneste med Jens Peder Pedersen som prædikant uden at føle sig omfavnet af Guds kærlighed.

Jens Peder Pedersen

For uanset hvad den store bamsefar af en midtjyde prædiker om, er emnet altid omgærdet af varme og humor. Det har givet ham tilnavnet ”kærlighedsevangelisten”.
Et af hovedtemaerne er de kristnes enhed.
– Ligesom man på en byggeplads ser skilte med hvem der er arkitekt, ingeniør og entreprenør, sådan har alle kirker også travlt med at profilere sig, mens byggeriet står på, har han sagt.
– Men når byggeriet er færdigt, pilles skiltene ned, og så fremstår bygningen som en helhed. På samme måde bør kirken blive ét.
Jens Peder Pedersen efterlever selv sit budskab og prædiker gerne i alle kirkesamfund. Selv er han opvokset i det indremissionske miljø som den fjerde ud af en børneflok på fem. Efter teenageoprør og alkoholmisbrug mødte han bevægelsen ”Unge kristne” fra Jesusvækkelsen i København og blev omvendt.
Som 19-årig blev han kort efter involveret i Ungdom Med Opgave, hvor hans tjeneste som evangelist begyndte at spire. Det førte ham bl.a. til lande som Korea, Grønland og Zambia. Siden har også Kina, Færøerne, Rumænien, Rusland, Indien og Filippinerne nydt godt af hans tjeneste.

Lille løn – stor opgave

Med årsskiftet er det 25 år siden, Jens Peder Pedersen blev fuldtidsansat i Kristent Center i Herning. Men fuldtidsansættelse i frikirkemiljøet var ikke altid ensbetydende med fuldtidsløn. Han modtog i starten kun 6.000 kr. om måneden. Til gengæld var opgaven stor. Han skulle bringe de gode kristne nyheder ud til almindelige danskere, mange af dem kirkefremmede.
Og det har han nu gjort i et kvart århundrede, og intet tyder på, at han nogensinde vil holde op. Hans base er fortsat Olufsgade 10 i Herning, hvor han fungerer som assisterende pastor og rådgiver. Hans kirke er gået imod kirkehistoriens tendens til at gentage sig selv i kirkesplittelser. Apostolsk Kirke blev splittet i tre dele i 1996: Kristent Center, City Kirken og en gruppe apostolere.

Splittelse helbredt

– Det var den værste oplevelse gennem de 25 år, fortæller Jens Peder Pedersen til magasinet domino. – Bruddet fik mig til at overveje mit hverv. Men jeg fortryder ikke, at jeg fortsatte.
Og nu er bruddet da også delvis helet, idet Apostolsk Kirke og Kristent Center er gået sammen i en ny kirke, som de kalder Åbenkirke. Kirken skal favne bredt – helt i Jens Peder Pedersens ånd.
Jubilæet fejres i Åbenkirke søndag eftermiddag den 11. januar. Dagen er også et jubilæum for Jens Peders hustru Rie, der har stået last og brast med sin mand i alle årene.
– Hun er en nødvendig forudsætning for min tjeneste, fortæller Jens Peder Pedersen.
Men det er ikke åndelighed det hele. Jens Peder løber sig gerne en lille ”smuttur” på 10-15 km og mødes af og til med sine brødre på et vindblæst Ikast stadion for at heppe på FC Midtjylland.
Svend Løbner