Hjælp til bønslivet

Fælles for to nyere udgivelser om bøn er knap så overraskende, at de fokuserer på den formentlig oftest bedte bøn: Fadervor.Den ene er en lille bog, der indeholder dels et skrift af reformatoren, At bede enkelt, der også er bogens titel,dels et langt efterskrift, ”Martin Luther som bønnens mand”.
Luther viser, hvordan man kan bruge Fadervor som hjælp til at bede, og dernæst ganske inspirerende, hvordan også både De ti bud og Trosbekendelsen kan bruges i bønslivet. Endelig peger Luther på betydningen af at overveje, meditere eller bede over bibelvers, hvorigennem Helligånden kan begynde at tale til os.
Schittko skriver i efterskriftet om Luther som bedende kristen og lærer i bøn – og det kan man også godt blive klogere af.
Den anden udgivelse er et hæfte – Bind en bøn sammen – af Hanne Bohr, der i mange år har været præst i et par mindre midtsjællandske landsogne. Det er her, ideen med at binde et Fadervorbånd er udviklet.
I hæftet introduceres bønnen og båndet, så man let kan komme i gang. Det henvender sig til forældre, bedsteforældre og faddere, der med dette hjælpes til at lære barnet, barnebarnet hhv. gudbarnet at bede Fadervor. Og lægges der ikke andet i båndet end den påmindelse, det er, om bøn eller om indholdet af Fadervor, er det helt fint.
NJV

Martin Luther:
At bede enkelt
– Gerhard Schittko:
Martin Luther som bønnens mand
99 sider • 98 kr.
LogosMedia

Hanne Bohr:
Bind en bøn sammen
– Til børn, børnebørn og gudbørn
34 sider • 48 kr.
Religionspædagogisk
Forlag