Mange støvede bøger og sjove oplevelser

Svend Jensen har drevet kristent antikvariat i 10 år -og det har ikke været kedeligt.Svend Jensen er 71 år og bidt af en gal bogorm.Det kan næsten ses på hans intense blik og lidt foroverbøjede holdning, at bøgerne har fyldt meget i hans liv. Nu er han pensionist, og det meste af hans tid går mellem støvede bøger og gulnede papirer.
Men det er bestemt ikke et kedeligt otium:
– Jeg blev helt overvældet, da jeg fik denne mail fra en kunde, fortæller Svend Jensen og hiver mailen frem fra en bunke:
– Hold da op! Det er det bedste, der kunne ske mig! Jeg glæder mig usigeligt til at gå i gang med bogen. Jeg vidste ikke, at man stadig kunne få den, skriver kunden.
– Det er dejligt at kunne gøre så mange mennesker glade, reflekterer Svend Jensen.

Gammel bogtrykker

I år er det 10 år siden, Svend Jensen fra Ikast startede sit antikvariat. I dag har Ikast Kristne Antikvariat mellem 15.000 og 20.000 titler på lager i en tilbygning til privaten på Navervej.
Svend Jensen er oprindelig bogtrykker med speciale i kuverter og visitkort. Han blev involveret i ”Folkekirkens Dagligstue”, et socialt arbejde i Ikast. Og som så mange andre foreninger manglede de penge. Her fik Svend Jensen ideen til at sælge bøger fra dødsboer i omegnen. Det blev til 25-30.000 kr. til foreningen om året.
Det blev begyndelsen på ”Ikast Kristne Antikvariat”. I dag kan Svend Jensen fremvise en flot samling bøger op og ned ad reoler og dørstolper. Der er rejsebeskrivelser, romaner og forskellige opslagsværker. Over halvdelen af lageret består af kristne bøger. Der er bl.a. andagtsbøger til et helt liv – 80 forskellige…
Og her smutter Svend så ind i tide og utide og tæller, sorterer og laver lange lister over de mange hyldemeter.
Hvad siger din kone Anna Lise til det?
spørger vi ved ankomsten en lørdag eftermiddag.
– Ikke noget, smiler Svend Jensen. – For hvis jeg ikke havde bøgerne, hvad skulle jeg så lave? Desuden har jeg mange gode oplevelser!

Fra det store udland

En dag ringede en professor fra et universitet i Seoul i Sydkorea og spurgte efter Søren Kierkegaards samlede værker.
– Og dem havde jeg netop, endda i en særudgave fra 1920. Så det fortalte jeg ham, og han betalte over internettet, og jeg fik bøgerne sendt af sted til Sydkorea. Er det ikke sjovt, spørger den stolte antikvarboghandler, der har masser af lignende historier på hylden.
Fx den om et tysk fakultet, der ringede og spurgte, om Svend havde noget om hugenotterne og Den reformerte Kirke i Fredericia – på dansk!
– Jeg havde heldigvis fem bøger, smiler han.
En anden gang fik han en e-mail fra en dansk jøde i New York: Han spurgte efter et leksikon over Vendelbomål…

Detektivarbejde

Men ind imellem kan det også være et stort detektivarbejde at finde frem til de rette bøger. En del henvendelser kommer nemlig fra familien til bestemte forfattere.
– En dag ringede Barfoedfamilien og ønskede alle Niels Barfoeds bøger i to eksemplarer. Det lykkedes at skaffe dem – undtagen en enkelt titel fra 1916.
Svend Jensen kan ikke leve af at sælge antikvariske bøger, og det skal han jo heller ikke, når han er pensionist.
Alligevel ærgrer det ham, at salget det seneste år er gået ned med en femtedel – måske på grund af finanskrisen.

Bøger skaber tro

Men så er det godt, at der er en dybere mening med det, han gør.
– Det er en dejlig hobby, siger han – for han læser selv mindst tre bøger om ugen.
– Og så får jeg rigtig mange gode samtaler, tilføjer han.
Men det er ikke det eneste:
– I Bibelen siger Paulus, at troen kommer af det, der høres. Det vil jeg gerne omskrive til: Troen kommer af det, der læses!
Bøgerne bliver oftest bestilt over telefon eller internet. Men ind imellem ringer folk også for at melde deres ankomst på en gennemrejse. Så kommer der også lidt liv i hytten.
Men hvor længe kan du blive ved?
– Jeg bliver ved så længe, Vorherre giver mig forstand og helbred til det. Jeg ser ingen grund til at holde op. For selv om bøgerne er støvede, giver de mange gode oplevelser, slutter Svend Jensen.
Interesserede kan studere hans lagerliste på hjemmesiden Bogsvend.dk.