Opgør med knaphedsmentalitet: Uddelte 10.000 indkøbs- poser under gudstjeneste

Amerikansk præst sendte menigheden på indkøb – for deres sultne naboer.Ingen gik tomhændede bort fra gudstjenesten i den kendte Saddleback Kirke i Californien forrige søndag.

Hvis det går, som præsten prædiker i Sadleback kirken i Californien, kan kirkegængernes naboer se frem til uventede velsignelser.

Kirkens præst Rick Warren ankom nemlig med ikke mindre end 10.000 indkøbsposer, som rundhåndet blev delt ud til forsamlingen.
Forinden havde Warren i sin prædiken opfordret kirkegængerne til at leve i større afhængighed af Gud.
En prædiken, der tog afsæt i tidens hang til hjælpepakker og panderynker over økonomiens langvarige rutsjetur.
– Gud giver det daglige brød, proklamerede præsten, hvis prædiken kan genhøres på kirkens hjemmeside. Samtidig tog han et opgør med ”knaphedsmentaliteten”.
– Hvad er knaphedsmentalitet. Det er, når man siger: ”Jeg er bange for, det ikke kan løbe rundt”, eller ”Jeg bliver nervøs, bange og går i panik”, forklarede Warren, der opfordrede tilhørerne til at møde økonomisk frygt med tro.

Gud er kilden til alt

– Gud tager sig også af dig, når du tager dig af din nabo, proklamerer Rick Warren.

– Gud er kilden til alt. Uanset hvad dit behov er, fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov, hvis du tør blive afhængig af ham, konkluderede han og flyttede i samme åndedrag fokus videre til andres behov.
– Gud tager sig også af dig, når du tager dig af din nabo.
Udstyret med bæreposer blev menigheden herefter sendt hjem med en indbygget opfordring til at fylde den med kolonialvarer til naboen.