Børn udstiller sig på internettet

Børn og unge lægger billeder og videoer af sig selv og andre på internettet. Forældre bør være nærværende, ikke kontrollerende, mener kristen medieorganisaton.Børn helt ned til 11-års alderen lægger billeder og videoer af sig selv ud på nettet. Medieorganisation opfordrer forældre til at være nærværende og diskutere børnenes netvaner.
Det er Medierådet for Børn og Unge, der i anledning af Sikker Internet Dag 2009 har offentliggjort en rapport om børns brug af digitale medier. Spørgeskemaundersøgelsen omfatter børn og unge i alderen 9 til 16 år og viser, at:
26 pct. af de 9-10-årige har en profil på nettet.
31 pct. af de 11-13-årige debatterer på nettet.
32 pct. af de 11-13-årige lægger billeder og videoer på nettet.
– Det spændende i undersøgelsen er ikke, at meget unge er i fuld gang med at interagere på nettet med andre unge i debatter, konkurrencer, profiler osv. Det spændende er, at de unge har meget brug for nærværende forældre i deres liv, siger Lisbeth Krabbe Haugstrup, familiekonsulent i KLF, Kirke & Medier.

En tredjedel af børnene gør ikke noget for at kontrollere hvem, der ser deres billeder. Grafik: Zapera.
Lægger billeder af venner ud

Og at børnene har brug for vejledning, viser det faktum, at 41 pct. har en profil på det omdiskuterede netsted Arto.dk. 35 pct. lægger billeder eller videoer åbent til skue her. En tredjedel af børnene og de unge gør slet ikke brug af hjemmesidens private indstillinger for at kontrollere hvem, der kan se billederne på deres profil.
Mange børn lægger også billeder og videoer af deres kammerater ud på nettet uden at spørge om lov – 23 pct. af de ca. 600 børn og unge. Endnu flere kopierer billeder fra andres profiler og lægger dem forskellige steder på nettet uden at spørge om lov – hele 14 pct. af ca. 1500 adspurgte børn og unge.

Netværk forebygger

Facebook er generelt den mest populære hjemmeside og benyttes mest af de 14-16-årige i undersøgelsen. MSN kommer som nr. to og benyttes mest af piger. Herefter kommer Arto, Youtube, Spilsites, GoSupermodel m.fl.
– Børnene har meget brug for nærværende forældre, der af et åbent sind er interesserede i og tager sig tid til at dele deres tanker og oplevelser med deres børn og unge. Herved får de meget mere fortrolighed end ved at stille en masse spørgsmål, som kan føles som kontrol mere end interesse, siger Lisbeth Krabbe Haugstrup.
En undersøgelse fra Norge viser, at børn, der har den nære kontakt til forældrene og et godt kammeratnetværk, er bedst til at passe på sig selv og andre – også i online-verdenen, forklarer hun.