En hvid løgn?
Vi kender det alle sammen: en bekendt sender en sms og spørger, om han må komme på besøg. Man ser smsen og tænker: åh nej, ikke i dag.Så er det problemet kommer, for hvordan får man sagt til ham, at man ikke har lyst? Han skulle jo helst ikke tro, at man ikke gider være sammen med ham (selvom det nogle gange er tilfældet).
Jeg tror ikke jeg er den eneste, der har siddet foran tvet og lavet ingenting, men alligevel har sendt en sms tilbage med teksten: Det går ikke i dag, jeg har simpelthen så travlt.
Det er en løgn! Nogle vil nok definere det som en hvid løgn, men hvad i alverden skal det nu betyde. Er en løgn ikke en løgn, uanset hvad?
Det, vi måske ikke tænker over, er, at det faktisk er svært at undgå at lyve. Dermed ikke sagt, at det er i orden, det betyder bare, at man skal være enormt opmærksom på, hvad man siger.
Der er uendelig mange faldgruber i en helt normal hverdag. Tag bare det klassiske spørgsmål: Hvordan går det?
Det spørgsmål nærmest opfordrer til løgn, for der er jo sjældent tvivl om, at spørgeren forventer og ønsker at høre svaret: Det går godt. Hvis det ikke går godt, er man næsten fanget. Enten lyver man, eller også svarer man ærligt, og så bliver der straks spurgt ind til, hvad der dog er galt. Det er bare ikke altid, man har lyst til at tale om, hvad der er galt, og derfor ender man tit med at lyve.
Sådanne situationer opstår flere gange dagligt, og de er med til at gøre det svært at holde sig ærlig.
Hvad gør vi så ved det? Jo, for det første bliver vi nødt til at lære at stå ved, hvem vi er. Vi skal være opmærksomme på, hvornår vi er ved at vælge den lette vej, frem for den ærlige.
Vi kan også hjælpe både os selv og hinanden ved at lade være med at stille spørgsmål, hvis vi kun ønsker et af de mulige svar.
Det allervigtigste er dog at huske, at selvom det kan være lettere, hurtigere og mere behageligt at lyve i nogle situationer, er det at lyve altså en synd, og det vil vi vel helst undgå, ikke?
Jeg kan i øvrigt informere om, at der ikke er noget, der hedder en hvid synd!
