Et festligt forår

Nu er det endelig ved at blive forår. Fuglene synger, blomsterne gror og temperaturen… Nå ja, temperaturen siger stadig vinter, men solen skinnede faktisk i går.Nu er det ikke fordi, jeg er en af de håbløse fantaster, der smider strømperne og hopper i korte ærmer, så snart de ser en vintergæk. Jeg tillader mig at påstå, at jeg er lidt mere realistisk i forhold til det danske vejr, men jeg skal gerne indrømme, at jeg da bliver i helt godt humør, når jeg ser vintergækker og anemoner dukke frem.
Forår betyder også mere og stærkere solskin. Det er videnskabeligt bevist, at sollys påvirker vores humør. Jo mere solskin vi får, jo bedre bliver vores humør og energiniveau, og det kan jeg skrive under på.

Bortset fra vejret er der også mange andre ting, jeg nyder ved, at det er ved at blive forår. For eksempel er der rigtig mange helligdage i løbet af foråret.
Det betyder mange fridage og små ferier, og det er jo altid godt. Men forårets helligdage giver også en perfekt anledning til at bruge noget tid sammen med Gud.

Lige nu er vi midt i fastetiden, og så er det da oplagt at prøve at faste selv. Hvis du ikke kan overskue en rigtig faste, kan du evt. prøve at faste fra noget, der normalt tager meget af din tid.
Hvis du lader være med at se tv eller surfe på nettet i en periode, er det måske ikke det samme som en regulær faste, men det giver dig alligevel muligheden for at flytte dit fokus mere over på Gud.
Efter fasten kommer påsken, hvor vi virkelig kan fokusere på og prøve at forstå det offer, Jesus gav for os. Påsken er tiden, hvor vi fejrer Jesu sejr over døden og kan glædes over, at han banede vejen for os.
Efter påsken har vi så pinsen, hvor Helligånden fór ind i disciplene, og de blev fyldt med hans kraft. Til pinse kan vi fejre, at vi også har Helligånden i os.

Alt i alt er foråret en tid fuld af fest og glæde. Selv hvis vejret svigter os, er der rigtig mange andre ting, der kan gøre foråret til en helt fantastisk tid. Så lad os fejre dette forår sammen med hinanden, og ikke mindst sammen med Gud.