Hvis skelettet af Jesus blev fundet

Romanen til filmen ’The Body’.Hvad ville der ske, hvis man en dag gravede et skelet frem i Mellemøsten, og alt tydede på, at det var Jesus?Hele den vestlige kristne verden ville miste sit fundament, mener forfatteren. For – bortset fra de mest liberale teologer – så tror alle kristne dybest set på, at Jesus opstod fra de døde. Hvis Jesus ikke opstod, så var vores tro uden mening.
Men i romanen finder forskerne altså alligevel liget, og såvel videnskabelige undersøgelser som et brev fra Josef af Aramitæa til Nicodemus tyder på, at førstnævnte flyttede liget fra graven til den sarkofag, som det nu findes i.
Da nyheden slipper ud, bryder den kristne kirke og civilisation sammen. Men det er selvfølgelig ikke liget af Jesus.
Forfatteren Poul L. Maier en en kendt amerikansk professor i nærøstlige studier. Han er bl.a. kendt for en redigeret folkeudgave på engelsk af Josephus’ værker.
Forfatterens kendthed må være forklaringen på, at denne roman slap så uredigeret igennem hos det kristne forlag Nelson i USA og nu også hos Lohse.
Bogen er for det første for lang. Mindst 1/3 kunne med fordel undværes. Vi når hen til side 113, før der endelig begynder at komme skub i handlingen. Men så fortsætter det i luntetrav, indtil vi når den sidste tredjedel, hvor der omsider sker den forudsigelige vending, som vi har ventet på siden begyndelsen af romanen.
Midt i det hele forklarer professoren stolpe op og ned om uvæsentlige tekniske, arkæologiske detaljer, endda med tegninger. Men samtidig er sproget oversmart. Personerne er rene papfigurer, som går rundt og siger ironiske og sofistiskerede bemærkninger til hinanden uafbrudt. Specielt bliver man træt af den overfladiske hovedperson, Jon, som er forfatterens alterego. I romanen har han netop mistet sin hustru – i en snelavine! Men kækt begiver helten sig ud på nye eventyr i Israel, hvor han forelsker sig i en af de – naturligvis alle meget smukke – piger på udgravningsholdet. Den meget yngre pige foretrækker af uforklarlige grunde den halvgamle forsker (jeg ser billedet på flappen af gamle Maier for mig) frem for en ung israeler. Pinlig ønsketænkning, Maier.
Undervejs får Maier også fremstillet andre kristne, som han ikke bryder sig om – konservative kristne, karismatikere, tv-prædikanter, baptister og visse katolikker – som den rene karikatur. Alt er klicheagtigt og fordumsfuldt i denne bog.
Bogen blev i 2001 filmatiseret med selveste Antonio Banderas. Men også filmen var en katastrofe trods en stor markedsføring. Hvad skal vi dog med den bog på dansk?
Henri Nissen.

Paul L. Maier: Et skelet i Guds skab. Oversat af Helge Hoffmann. Lohse. 408 sider. 299,95 kr.