BaptistKirken vejrer morgenluft

Efter megen turbulens lykkedes det BaptistKirken at få samlet fløjene og skabe retning. Om tre måneder vælges ny ledelse.En milepæl i BaptistKirkens historie! Så kraftigt beskriver BaptistKirkens ledelse resultatet af et møde mellem kirkesamfundets ledelse og 10 repræsentanter for menighederne på Rebild Efterskole den 17.-19. april.For bølgerne er gået højt den sidste tid, så højt, at hele ledelsen valgte at gå af ved årsskiftet. Generalsekretær Jan Kornholt blev fyret – og genansat – og har nu sammen med en midlertidig ledelse holdt regionale møder med i alt 185 ledere fra 45 menigheder om kirkesamfundets fremtid.
Og det kulminerede så med at ”10 udpegende” mødtes med ledelsen på Rebild Efterskole.
Og mødet endte godt:
– Det betyder, at der allerede om tre måneder kan vælges en ny ledelse for BaptistKirken, der får gode arbejdsvilkår, større kompetence i en slanket organisation, skriver BaptistKirkens nyhedsbrev.
De regionale møder havde tilsammen identificeret 143 ”pejlemærker”, som blev samlet under overskrifterne: Samtale – udrustning – efterfølgelse af Kristus. Herfra formede sig en skitse til en enkel ledelsesstruktur.

Fremtidsudvalg

”De 10 udpegede” skal frem til missionsstævnet i sommer arbejde med at udvikle samarbejdsform for ny ledelse, udarbejde forslag til nye vedtægter, procedure for valg af ny ledelse, tilrettelægge overgang til ny struktur og endelig sørge for kommunikation til menighederne.
Og det var ikke kun ledelsen, der var lettet over, at kirkesamfundet undgik en splittelse:
– Jeg var bestemt ikke særlig optimistisk inden komitemødet, og mine forventninger kunne nok ligge på et meget lille sted. Men tak og lov: Gud skaber forandringer – når vi som mennesker ikke kan finde ud af det, siger Sanne Würtz fra Bethelkirken i Aalborg.
– Tonen og stemningen var god, og debatten endte ikke i politisk fnidder, som jeg mener, vi før har oplevet, siger Andreas Højmark fra Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund.
– Det var dejligt at opleve en stemning, der helt klart gik i retning af, at nu måtte vi finde en fælles vej i det fællesskab vi ønsker med hinanden, siger Poul Erik Jensen fra Svendborg.
Ledelsen holder et ekstraordinært komitemøde den 24. maj. Her skal et forslag til nye vedtægter behandles og vedtages første gang. På missionsstævnet skal vedtægterne vedtages anden gang.