Frikirker gør sig klar til at slå kludene sammen
Der vil være én samlet frikirke om 10-15 år, forudser frikirkeleder.- Der vil være én fælles paraply for alle frikirker inden for 5-10 år.
Det siger missionsforstander i Det Danske Missionsforbund i en artikel om en ny tre-i-én-kirke, som Missionsforbundet påtænker sammen med Baptistkirken og Metodistkirken.
De tre kirkesamfund har samarbejdet om lederkonferencer siden 2005. Nu er de parate til at gå et skridt videre:
– Vi er alle ved at opdage, at vi hører sammen, siger distriksforstander i Metodistkirken, Jørgen Thaarup,
i en fælles artikel, som netop er bragt i de tre kirkesamfunds blade.
I artiklen inviteres også FrikirkeNets 100 frikirker og organisationer med.
– I Missionsforbundet er vi klar over, at vi har brug for vores mere karismatiske kolleger i FrikirkeNet, siger Peter Götz.
– Vi hører også sammen med Pinsekirken og Apostolsk kirke, siger Jørgen Thaarup:
– De unge kirker er historieløse – de tror, de er dumpet ned fra himlen. De skal forstå, at de tre gamle kirkesamfund er deres mor. Vi har dybest set fælles teologi, og vi har meget at lære af hinanden.
FrikirkeNet tager imod invitationen:
– Vi er positive over for at undersøge mulighederne for fælles nationale initiativer, siger netværkets formand Tonny Jacobsen.
Hvis alle frikirker står sammen, udgør de ca. 350 kirker med tilsammen 25.000 medlemmer.
Og det vil give større gennemslagskraft i samfundet, mener Jørgen Thaarup:
– Ingen kirke kan være kirke for sig selv i dag. Den kristne kultur smuldrer, og vi er for små til hver især at være bærere af den kristne historie, siger han.