Her ofres sandheden

Umuligt at bedrive journalistik i den arabiske verden.“Nyhedsmaskinen hang sammen på en sådan måde, at jeg godt nok skrev om “rasende mænd”, som brændte flag og råbte skældsord, men at jeg ikke havde mulighed for at beskrive, hvad der ellers skete. På fotografier og tv-optagelser så det ud, som om der var en folkemængde til stede – men når man var på stedet, så man et lille antal vrede mænd, som først tog lighteren frem, når kameraerne kørte, og bagefter gik hjem for at spise. Alt imens gik børnene i resten af byen i skole, sporvognene blev ved at køre, og tomater var på tilbud på markedet”, skriver den hollandske mellemøstkorrespondent Joris Luyendijk i sin bog Folk som os.Joris Luyendijk, der i Holland, er berømt og berygtet for sine reportager fra orkanens øje, boede i en årrække i Cairo, Beirut og Jerusalem, hvorfra han dækkede nyhederne til en tv-station og en avis i Holland. I bogen gør han det klart, hvor svært det er at lave redelige, dækkende reportager, der tager skyldigt hensyn til alle parter i Mellemøsten. Han giver læserne et overraskende og humoristisk indblik i den arabiske hverdag, fortæller om diktaturet bag facaden og om de almindelige mennesker, han har mødt i Mellemøsten, og som han ikke har kunnet navngive i sine reportager af hensyn til deres sikkerhed.

Gennem bogen får man en klar fornemmelse af de mange halve sandheder og hele løgne, der dukker op i vore medier i reportagerne fra Mellemøsten. Han skriver på side 56: “Jeg begyndte at formode, at det ikke bare stod galt til med de nyheder fra den arabiske verden, som ikke blev bragt, men også med dem, som blev bragt”. Han gør det klart, at det ikke er muligt at bedrive redelig journalistik i den arabiske verden. “For denne konklusion er den eneste mulige, når journalistikkens metoder holdes op imod virkeligheden i et diktatur”.
“Diktaturet burde vises frem, både i reportager, analyser og i radioudsendelser, og bagefter kunne man komme ind på afvigelserne: nyhederne”. Som en irakisk pige beskrev sit liv under Saddam overfor BBC flere år efter: “Det er, som om nogen kigger ind i ens hoved, før man siger noget, og kontrollerer, om det er farligt”. Det er under sådanne vilkår, journalister virker i den arabiske verden.

Joris Luyendijk fortæller om en bestemt episode i Ramallah, hvor der pludselig ud af intet dukkede israelske soldater op, nogle tilskuere, en ambulance, nogle drenge fra en skole, som kastede med sten og råbte slagord, mens de israelske soldater skød op i luften, ambulancen hylede, og kameraerne kørte. Det hele holdt op lige så hurtigt, som det begyndte. Alle trak sig tilbage i god ro og orden. Det fik forfatteren til at spørge: “Var kameraerne til stede, fordi der foregik noget, eller foregik der noget, fordi kameraerne var til stede? Nogle gange havde jeg det, som om jeg arbejdede for tv-programmerne Bananasplit eller Skjult kamera.“
Forfatteren fik gennem sine år i Mellemøsten en klar fornemmelse af, at “folks ansigter skreg på en løsning” i Irak, Iran, Kuwait, Egypten, Darfur, Israel, på Vestbredden og i Gaza, men systemerne på alle sider tillader det ikke.
På et tidspunkt havde forfatteren god tid til at se tv fra mange forskellige tv-stationer, og når han sammenlignede, hvad han så, med den virkelighed, han kendte, sagde han: “Det drejede sig ikke om, hvad der blev sagt og vist på de vestlige stationer, men derimod om, hvad der ikke blev sagt og vist.

Forfatterens konklusion efter flere år i Mellemøsten er, at vi hele tiden får en forvrænget viden om, hvad der virkelig sker i Mellemøsten.
Flemming Kofod-Svendsen skrev for mange år siden bogen Sandheden er det første offer omring Danmarks Radios dækning af Israels krig i Libanon. Og det bliver tydeligt bekræftet af Joris Luyendijks bog.

Joris Luyendijk:
Folk som os
– Hvad medierne
ikke fortæller
243 sider • 249 kr.
Informations Forlag