Hjemløshed er tegn på et skævt samfund
Det mener Blå Kors, der står bag konference på Christiansborg den 27. april.I 2007 var der ifølge Ritzau 250 hjemløse østeuropæere bare i København. I 2008 var mængden af kuldsejlede EU-borgere fra øst fordoblet. Der er i alt 15.000 hjemløse i Danmark.
Det er skandaløst, mener Blå Kors Pensionat i Taastrup, der står bag konferencen På den anden side i Landstingssalen på Christiansborg mandag den 27. april.
– Hjemløshed er et symptom på, at noget er gået galt, siger de.
Blå Kors arbejder ud fra et kristent menneskesyn:
– Vi tror på, at ethvert menneske er skabt af Gud i Guds billede. Det betyder, at vi alle er lige meget værd, lyder det på foreningens hjemmeside.
Og derfor skurrer det ekstra meget i ørerne, når der i dagens velfærdsdanmark stadig går hjemløse rundt:
– Hvis hjemløshed accepteres af samfundet, er det ikke kun nogle mennesker, der går tabt. Det er også samfundets troværdighed som nation med håb og sammenhængskraft, der belastes, siger arrangørerne.
Konferencen På den anden side handler om at finde nye måder at undgå og afhjælpe hjemløshed på. Blå Kors Pensionat i Taastrup har i 25 år afprøvet metoder til at give de hjemløse ansvaret for eget liv tilbage, så de i stedet for at føle sig uden for samfundet bliver en del af det.
Pensionatets souschef og socialrådgiver, Henrik Appel Esbensen, starter dagen med at give et overblik over hjemløshed anno 2009. Derefter overtager dr. med. og formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, der også er leder af projekt Udenfor.
Ph.d.-stipendiat, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jannie Dyring, vil derefter tale om Retssikkerhed for hjemløse. Efter en pause vil Formand for KLs Social- og Sundhedsudvalg, borgmester Tove Larsen, få ordet og derefter vil psykolog og leder af Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet, Anders Korsgaard, tale om menneskets virkelighed bag hjemløsheden.