Lad døden blive en del af livet

Døden har været tabu i mange år, men sådan har det ikke været altid. I tidligere tider, da kristentroen for de fleste var en væsentlig del af livet, var døden også en del af livet.Bjarne Nederby Jessen er lærer,
skolebibliotekskonsulent
og frikirkepræst.
Nu på efterløn.

Døden var noget naturligt – og det burde døden også være i dag. Men de fleste vil ikke tale om døden, selv om vi alle skal dø en dag. Man skubber det fra sig. Hvorfor er det mon blevet sådan?

Jeg tror, det hænger sammen med, at mennesker tager afstand fra kristentro og åndeligt liv. Man vil kun kendes ved det, der kan måles og vejes. Videnskaben er blevet nutidsmenneskets tro. Eller som Rolf Slot-Henriksen siger det i bogen ”Der er mere…. Mellem Himmel og Jord”: Mennesker har ”et snævert materialistisk livssyn, der lænker den frie tanke til kun at se en yderst afgrænset del af virkeligheden.” Og han siger videre i samme bog, der handler om døden: ”Vor tids videnskab har begrænset sine egne muligheder for en sand og fuldkommen erkendelse af virkeligheden, og det i en sådan grad, at menneskelivets værdi er blevet begrænset til et ensomt liv uden Gud, uden mening og uden andet mål end at skrabe penge sammen.” Og netop derfor er så mange bange for at forholde sig til døden.

Men Rolf Slot-Henriksen gør det i sin bog, der bygger på udsagn fra nærdøde, døende og pårørende, samt en undersøgelse blandt sygehuspersonale og præster om døendes åndelige univers. Bogen indeholder også et vigtigt afsnit om ”dødsoplevelsen fra Middelalderens dødebøger til for tid”, et afsnit som giver en forklaring på, hvorfor døden er blevet tabu i vor tid.

Jeg har to gange siddet ved et dødsleje hos mennesker, der har levet et helt liv i troen på Jesus Kristus som deres frelser, og har i begge tilfælde oplevet en ro. I det ene tilfælde rakte den døende ud efter noget, og det virkede som om, han så noget, og der gled et smil over hans læbe. Det var meget fredfyldt, og jeg tolkede det som et: Ja, nu skal jeg hjem til min frelser! Det var meget smukt.

Men det har aldrig været så svært at dø som i vor tid, fordi døden er et tabuemne, man helst undgår. Der indtræder i dag en larmende tavshed, hvis et medlem af familien forsøger at tale om sin egen død eller tillader sig at planlægge sin egen begravelse og vil fortælle familien det.

Men ”det er helt anderledes i medierne,” siger Rolf Slot-Henriksen og fortsætter: ”Døden er her noget klichéagtigt, der skrives om for at vække sensation. Døden møder os i medierne gennem vold og drab. Men døden i senge derhjemme eller på plejehjemmet tales der kun lidt om.”
Ens egen død bliver på denne måde så fjern, så den helt glider ud af mange menneskers bevidsthed og dagligdag, hvorfor de gribes af panik og dyb hjælpeløshed, når de konfronteres med den i deres nærhed.

”Vejen til en god død fås kun ved åbenhed over for den usynlige verden og erkendelsen af, at sorg og kærlighed står hinanden uendeligt nær. Kærligheden er lykken over at eje, sorgen er smerten over at have tabt”.

Vi bør overvinde døden som tabu, idet vi undlader at isolere den sørgende, men i stedet taler om sorgen, evigheden og den døde som noget naturligt. Livet må atter ses som et lån, der gives tilbage ved livets afslutning.

Det drejer sig om kærlighed og nærvær. Det handler i virkeligheden om håb − ikke optimisme, men håb, kærlighed og tro.

Til trods for at døden har været og er så tabubelagt, er der efterhånden kommet flere og flere værdifulde bøger om døden. Bibliotekar Gunhild Lindstrøm, der er katolik, har udarbejdet ”At leve med døden – sorg og trøst” på www.aslan.dk. Den er nu nr. 1, når man googler på døden. Det er en oversigt over bøger og links, som kan være til nytte for såvel den, der er ved at afslutte sit liv, som for de pårørende. Den går fra Doyles ”Omsorg for døende. En bog til familien” til Johannes Værges ”Efter døden. En bog om det evige liv.” Oversigten bliver til stadighed vedligeholdt af Gunhild Lindstrøm, efterhånden som der kommer nye bøger og links.

”Der kommer en dag, hvor en af vore kære eller vi selv ikke kan blive rask, og døden må forventes i løbet af kortere eller længere tid. Det kan en bog ikke klare, men bøger kan være med til at gøre det lettere, og bøger kan være med til lukke vore øjne op for, at døden er en del af livet” siger Gunhild Lindstrøm og fortsætter:

”Bøgerne er skrevet af mennesker, som ofte har en solid teoretisk baggrund, men som også har fulgt mange igennem angst, død og sorg; de har også oplevet, at der kan komme et nyt liv, når sorgen er gennemlevet. De tager fat i helt konkrete og hverdagsnære ting, der er brug for, og forebygger mange problemer ved at turde nævne dem. Flere forfattere er også opmærksomme på de syge og døendes åndelige og religiøse behov, uanset om de er ateister, kristne eller har en anden religion. De taler om et levende menneske, som er på vej til at holde op med at leve og ikke om et døende menneske.
Hvor forskellige deres indfaldsvinkler end er, er de enige om at fremhæve, at en værdig død betyder, at der er mennesker, som vil være helt sammen med den døende − fysisk og psykisk. Det drejer sig om kærlighed og nærvær. De handler i virkeligheden alle om håb − ikke optimisme, men håb, kærlighed og tro”.

Det Etiske Råd har i 2002 udgivet en publikation ”Åndelig omsorg for døende”. Publikationen omtales på www.aslan.dk. Den indeholder rådets anbefalinger om åndelig omsorg for døende. I udtalelsen opfattes åndelig omsorg for døende både som specifik religiøs omsorg og som omsorgen for de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert døende menneske, uanset hvilken rolle religion spiller for den enkelte.

Anbefalingerne er delt op i rådets generelle indstilling til åndelig omsorg for døende og anbefalinger om henholdsvis præstens og sundhedspersonens varetagelse af denne omsorg. Gennem fire interview med fagpersoner giver udtalelsen desuden et konkret indblik i den åndelige omsorg for døende.

Bibelselskabet har også udgivet en pjece i 2002 ”Når livet gør ondt”. Den indeholder en række temaer, der sætter ord på ensomheden, angsten og håbet gennem bibeltekster, bønner og stemningsbilleder.

Da min kone og jeg for nogle år siden havde min kusine med ude at sejle en flot sommerdag ved bræbanken ved Ilulissat, oplevede vi, at et stort isbjerg kom i skred. Store stykker is blev skubbet i havet, og isbjerget kom ud af balance, væltede om på siden og forsvandt fuldstændigt, for så pludseligt at rejse sig igen som et flere etagers hus, og finde en ny stilling. Det var en fantastisk oplevelse, men det var også dødsensfarligt. Havet kom i oprør og var det længe efter. Vi lå med båden i forlængelse af isbjerget. Havde vi ligget med båden mellem isbjerget og kysten, var båden gået ned. Mens det hele stod på, fik min kone og jeg øjenkontakt med hinanden, og bagefter spurgte vi hinanden: Hvad tænkte du? Og vi havde begge tænkt: Nå er det nu, det er slut. Ingen af os havde været bange. Vi er fortrolige med, at døden kommer en dag, og det tror jeg, vi er, fordi vi hviler i vores tro på Jesus Kristus, som vores frelser. Vi vil begge gerne leve, men vi er også parate til at skulle herfra, når den dag kommer. Døden er ikke noget tabu for os, den er en del af livet.