Livsvilkår sættes i perspektiv
Vi står i en lille faldefærdig rønne i en landsby uden for Onesti i det nordøstlige Rumænien. Boligen er på 12 m2. Her bor 2 unge ægtepar.
De to senge står i en vinkel, derudover er der et ildsted og en enkelt stol.
Det ene ægtepar har for 14 dage siden fået deres første barn, der er svøbt på russisk vis i et håndklæde.
Det andet par venter deres første barn inden for 14 dage.
De har ikke noget børnetøj. På klinikken fik den unge mor nogle få engangsbleer med hjem, og vi ser en engangsble hænge til tørre over ildstedet sammen med nogle lagenstrimler, der er revet ud til bleer.
Ingen af dem har arbejde.
Dette besøg er blot ét blandt mange på en nødhjælpstur til Rumænien i marts, hvor Kerstin og Bjarne Nederby Jessen med sønnen Thomas er af sted med nyt og brugt tøj til fattige familier. De har også penge med til indkøb af mad til nogle af familierne.
Der er tale om sponsormidler og penge indsamlet i Frikirken Salem i Frederiksværk og Apostolsk Kirke i Hillerød. Ib Jensen fra Bilgården i Tylstrup har stillet en Transporter gratis til rådighed til turen. Missionsforbundets genbrugsbutikker i Vadum og Tylstrup har sponsoreret penge til transporten.
I menigheden har man samlet tøj ind og har brugt en række lørdage på at sortere og pakke tøjet i familiepakker.
Mange har været involveret i denne nødhjælpstransport.
I Caiuti – en anden landsby udenfor Onesti bor mange romaer i usle rønner.
Her støtter Frikirken Salem i Frederiksværk fast med penge til mad.
I et rum på 16 m2 eller mindre bor her en mor og en far med 9 børn. Konen har lige fået arbejde på absolut minimumsløn og så skal hun tage toget ind til Onesti for at komme på arbejde.
Hun vil måske have et overskud på 400-500 kr. om måneden, når rejseudgifterne er trukket fra, men lidt har også ret, når man er i så stor nød.
I et hus i Caiuti sad en ældre mand og græd inderligt.
Han har været syg i 5 år.
Han mangler tøj, mad og hjælp til at komme under lægebehandling.
Hos en anden familie så vi en dreng på 4-5 år, der var fyldt med eksem. Men familien har svært ved at få hjælp til det.
Har man ikke arbejde og et sygesikringskort, kan man ikke få hjælp hos det offentlige og er henvist til privat læge og det har man slet ikke råd til, så hvis man ikke kender nogen, der kender nogen, må man klare sig, som man bedst kan.
I Albele, et af de 4 steder, hvor jeg prædikede på turen, delte vi også mad og tøj ud til fattige familier.
Her var maden betalt af indsamlede midler fra Apostolsk Kirke i Hillerød.
I Albele besøgte vi flere familier, som vi også besøgte for to år siden.
Det er tydeligt, at familierne kan kende os, og vi oplevede stor glæde over gaverne.
Sjældent er vi blevet kysset så meget på hænder og i ansigtet, som ved disse mad- og tøjuddelinger.
Vi forlod mange hjem med glæde over at have rakt en lille hjælp fra vestens overflod trods krisetid, men også med et hul indeni over, at hjælpen ikke rækker længere.
Gang på gang sagde jeg dog til mig selv: Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogle. Og det har været godt at få lov til at række ud til fattige i nød.
Fattigdommen i EU-landet Rumænien er stor, og man beskæmmes over, at der inden for EU´s grænser findes så stor og så megen fattigdom.
Men vi mennesker kan have godt af at standse op og tænke efter, når finanskrisen rammer i Danmark.
Hvad er det for et samfund vi lever i her i Vesten eller i Norden?
Det er på mange måder et materielt, rigt samfund – omend det også kan synes åndeligt fattigt.
Vi har velfærd, men prøv så at holde det op mod østligt armod.
Så er krisen blot ridser i lakken om end den rammer hårdere, der hvor man oplever afskedigelser, så er det alligevel luksusproblemerog navlepilleri i den store sammenhæng.
Besøget I Rumænien er sket i samarbejde med Dorthe og Cornel Pascu, et dansk-rumænsk ægtepar, der er udsendt som missionærer til området af Det Danske Missionsforbund.
Cornels farfar og far har været med til at opbygge flere menigheder i området, og nu har sønnen Cornel taget over, men også moren Elena, hans brødre og en svigerinde er aktive i menighedsarbejdet.
Elena er som en rumænsk Mother Teresa, der har syn for de fattige og forsøger at hjælpe så godt hun kan med sine meget små midler.
Her er det så danske kristne kan komme ind og støtte med tøj og mad til fattige familier.
Cornel betjener især landsbymenigheden i Sandulini, hvor jeg også prædikede. Menigheden er vokset frem inden for de sidste 10-15 år og har egen kirkebygning bygget af midler, som er for størstedelens vedkommende er indsamlet i Danmark. Desuden betjener han den større menighed i Onesti, samtidig med at han jævnligt prædiker i andre kirker og arbejder for at skabe større samarbejde mellem alle kirkerne i området, bl.a. gennem fælles fremstød for evangeliet.
