Å-festival fortsat populær trods massive protester

En beslutning hos festival-arrangørerne om at forbyde vandpiber på årets Å-festival har udløst en storm af protester. Den kristne festival er dog stadig et tilløbsstykke i pinsen.Det er 18 år siden, Å-festivalen blev afviklet første gang.

Å-festivalens ledelse har besluttet at forbyde vandpiber.

Siden 1991 har værtsbyen, Sdr. Felding, ikke sjældent været fordoblet, når de unge kristne i pinsen mødtes omkring live-musik og levende forkyndelse.
Ifølge Leif Larsen, der er formand for Å-festivalkomitéen, vil årets festival ikke blive nogen undtagelse.
En protestgruppe på op mod 1.000 unge på internetportalen facebook har dog sammen med flere medier skabt indtryk af et ulmende oprør mod den traditionsrige festival.

Alle pladser revet væk

Leif Larsen oplever dog ikke, at den senere tids debat kan afspejles i tilmeldingerne. Tværtimod har arrangørerne måttet udvide kapaciteten.
– Vi har netop i år flyttet Å-festival-pladsen til det lokale stadion for at få flere campingpladser, og vi troede derfor, at vi var godt dækket ind. Men alle pladser blev revet væk i løbet af halvanden uge, så vi så os nødsaget til at finde flere pladser, fortæller formanden, der blot ser de negative reaktioner som en bekræftelse på, at beslutningen er rigtig.
Leif Larsen forklarer, at festivalen var begyndt at få karakter af et vandpiberygningstræf med kristent fernis frem for en kristen musikfestival med lidt vandpiberøg i ny og næ.

Samles om Jesus

– Problemet har været kraftigt voksende de seneste år. Det er ikke det, vi som arrangører ønsker, Å-festival skal udvikle sig til. Vi ønsker at samles om Jesus Kristus – ikke vandpiber, siger han og tilføjer, at tobakstågerne også giver en kedelig signalværdi over for deltagere, der er nye i det kristne fællesskab.
Leif Larsen vedgår, at de mange protester gør indtryk på festivalledelsen. Men ikke på en måde, så de overvejer at ændre beslutningen.
– Vi var godt klar over det ville give anledning til debat, og at unge hurtigt kan piske en stemning op på facebook, smiler formanden, der kalder de unges gåpåmod for ”herlig”.
Efter alt at dømme kan han da også om få uger byde et par tusind gæster velkommen til det – nu knap så røgfyldte – festivalområde i pinsen.