Direkte forbindelse til Gud

Peter Kofoed Herbst er præst ved
Kronjyllands Valgmenighed i Randers.
Gå nu pænt i seng; tal pænt til hinanden; her ligger telefonnummeret, hvis der bliver noget; spis ikke for meget slik …Mængden af informationer er nærmest endeløs, når forældre gør klar til at overlade huset til børnene.
Uanset om det drejer sig om en enkelt aften, en weekend eller en miniferie.
For en udenforstående kunne det lyde som om, forældrene ikke havde tænkt sig at komme hjem igen, men det er på ingen måde pointen.
Hensigten er, at adskillelsens tid skal blive en god tid for børnene, og derfor er der taget hånd om forberedelserne.
I Johannesevangeliet kan vi læse hele fem kapitler om, hvordan Jesus forbereder sine disciple på, at samværet med ham nærmer sig sin afslutning.
Disciplene har fulgt ham gennem tre vidunderlige, enestående og til tider både forvirrende og rystende år, men nu er han på vej imod sin død, og efter opstandelsen skal de møde ham en række gange, hvorefter han igen skal forlade dem.
Dog ikke for evigt, for engang kommer Jesus igen og samler alle troende hos sig.
Men indtil da vil det det fysiske samvær være umuligt, og det forbereder Jesus dem på – blandt andet ved at undervise om bøn.
”Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det … så jeres glæde kan være fuldkommen,” siger Jesus. Hvilket løfte! Gud kan ganske enkelt ikke lade være med at svare, når hans elskede børn beder – for han vil, at vores glæde skal være fuldkommen.
Sådan gælder det jo også, når vores børn er alene hjemme: De har altid lov at ringe, og uanset hvilket møde jeg sidder i, har jeg lovet dem at tage telefonen for at høre, hvad de har på hjerte.
Og hvis de ringer og spørger om hjælp til noget, så får de det, i hvert fald hvis det er et ønske, vi forældre kan tilslutte os: ”Der ligger et ekstra rugbrød i skabet med morgenmadsting!” – men er det et spørgsmål om at få anvist, hvor der ligger flere chips, efter at de første tre poser er kværnet … så får de det ikke, for det er ikke godt for dem!
Sådan lover Jesus, at Gud reagerer på vores bøn. Det er aldrig generende for ham, når vi ”ringer” – for i troen på Jesus er vi hans børn, som altid er velkomne.
Jesus åbner en helt ny dør for sine disciple. En bønnens adgang til Gud, som overgår alt, hvad de har kunnet forestille sig.
Vi har direkte adgang. Hvis vi igen sammenligner det med forældre og børn, så betyder det, at vores himmelske Gud har givet os det direkte nummer.
Vi behøver ikke at gå omkring sekretæren med vores spørgsmål; nej, vi må gerne ringe direkte til ham! Og han tager sig tid til os hver eneste gang; hvorfor? Fordi han elsker os!
Jesus siger det selv: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig.” Det er bøn i Jesu navn. I troen på Jesus kan vi gå lige til Gud – med den viden at han elsker os, fordi vi hører til hos Jesus!
Og når han elsker os og vil os alt godt, kan vi også være helt sikre på, at han hører os!
Her møder vi selve pointen i det at bede i Jesu navn.
Det er ikke en magisk formel, som vi afslutter bønnerne med i håb om, at det så overtaler Gud til at give os hvad som helst, vi gerne vil have.
Nej, at bede i Jesu navn giver os lov til at bede. I Jesu fællesskab kan vi frit og frejdigt gå ind til Gud – ikke med en bestillingsliste eller en ordreseddel, men med vore ønsker og behov – lagt frem for den almægtige Gud i bøn om, at vi må leve, som han vil det, og at vores liv må formes efter hans vilje.