Guds kærlighed tvinger os

”1000 brønde til Indien” hed et projekt, som Det Svenske Missionsforbunds Ungdom stod for i 70´erne. I løbet af nogle år lykkedes det at samle penge ind og sende brøndborere til en række indiske landsbyer, så 1000 landsbyer fik lettere adgang til drikkevand. Det var en stor indsats – og den var værdifuld.Når man åbnede for hanen første gang i en landsby, stod hele landsbyen omkring det nye vidunder. Ved en sådan lejlighed spurgte en landsbybeboer den unge svensker: Hvad får jer til at rejse fra jeres hjemland for at skaffe vand til os? Svaret kom prompte: Guds kærlighed tvinger os. Svaret blev anledning til et vidnesbyrd om, hvad Jesus havde gjort i den unge svenskers liv.

Er man blevet mødt af Guds kærlighed og har oplevet Jesus som frelser, sætter det noget i gang. Næstekærligheden bliver praktisk, og man bliver optaget af at række ud til andre.

Det kan være brønde til Indien, tøj til fattige i Rumænien, et sponsorbarn i Kenya, hjælp til en børnehave i Ghana, støtte til et kristent socialt arbejde blandt børn og unge i Grønland. Mulighederne er mange. Men det er Guds kærlighed, der tvinger os, sætter os i gang.

Mange missionærer er også en del af et nødhjælpsarbejde, hvor man ser mission og nødhjælp gå hånd i hånd.

Opgaverne ligger der – og de er mange. Det kan få mennesker til at give op eller spørge: Nytter det noget? Det spørgsmål burde slet ikke forekomme i kristne sammenhænge. Enhver hjælp nytter noget, og vi må huske det gamle Røde Kors valgsprog:

Ingen kan hjælpe alle – men alle kan hjælpe nogen!
.