Israels fædre
I 1948 blev staten Israel genfødt men grundstenen til den blev lagt i Paris næsten 100 år før.Et gammelt ord siger: Enhver mand står på skuldrene af en anden mand. Vi bygger alle på forrige generationers erfaringer og det gælder ikke bare for enkeltpersoner, men også for nationer.
Staten Israel er et tydeligt eksempel fra vor egen tid. Den bygger på forrige generationer af jøders stræben efter at virkeliggøre det zionistiske ønske om et hjemland til et folk, der gennem århundreder var Europas paria et ønske, som kun langsomt vandt gehør hos det store flertal af jøder, der hellere ville opgive deres jødiske identitet og assimilere sig i omgivelserne for at få en tålelig tilværelse.
I 1812 fødtes Moses Hess i Bonn i en velstående jødisk familie. Han blev opdraget i gammeljødisk tro, men studier på byens universitet fyldte ham med moderne tanker, og han blev en af den moderne socialismes fædre, idet det var ham, der indviede studiekammeraten Karl Marx i kommunismens idéer. Hess blev dog aldrig marxist, idet han var dybt religiøs og mente, at Marx gjorde socialismen til et mavespørgsmål, mens den for ham selv var et etisk anliggende. Sammen redigerede de 1842-43 den radikale avis Rheinische Zeitung, men da Marx flyttede til Paris, begyndte Hess en række urolige vandreår rundt om i Europa. Han havde et hidsigt og uroligt sind, som ikke tillod ham at slå sig til ro noget sted. Som andre europæiske jøder mærkede han, at han ikke var ligestillet med andre, men blev behandlet som en andenrangs person. Da han til forfatteren af den patriotiske sang Die Wacht am Rhein sendte et melodiforslag, kom det retur med antisemittiske smædeord på konvoluttens bagside.
Denne oplevelse og begivenheder i samtidens historie, hvor jøder blev forfulgt og mishandlet, vakte hans jødiske bevidsthed, og han forstod, at jøderne kun kunne opnå fuld frihed i et land, der var deres eget. Som 50-årig udgav han i 1862 bogen Rom und Jerusalem, hvor han forkyndte den epokegørende sandhed, at jødedommen ikke bare er en religion:
Jøderne er et folk, bestemt til at genoprettes på linie med andre nationer
i eksilet kan jødedommen aldrig genfødes, derude frister reformer og godgørenhed til forfald
Der er kun eet sted på Jorden, hvor det jødiske folk kan udvikle sin nationale ejendommelighed: Ved Jordans bredder.
Disse ord er zionismens fødselsattest, men hans bog blev ikke bemærket i samtiden og i 1875 døde denne politiske profet i Paris, ukendt og fattig.
Men den samtidige rabbiner Hirsch Kalischer i byen Thorn i Østpreussen tænkte samme tanke, blot i religiøs udformning: Den frelse, de gamle profeter har forudsagt, kommer kun, hvis jøderne selv hjælper til derfor er det tvingende nødvendigt, at jøder begynder at kolonisere Palæstina.
Han sammenkaldte til et rabbinerstævne, tanken fængede, og en jødisk landbrugsskole, Mikweh Israel, blev grundlagt nær det senere Tel Aviv og eksisterer den dag i dag.
Men jødernes nationale vækkelse slog ned endnu flere steder i Europa. I Rusland skrev Moses Leih Lillienblum under indtryk af de mange pogromer i dette land: Jøder kan aldrig begrave eller glemme deres enestående historie, det vil være national død, og en nation dør ikke frivilligt. Også han hævdede, at kun i Palæstina var der en fremtid for det jødiske folk.
I Odessa blev også lægen Leo Pinsker vakt til dåd af pogromerne, og han udsendte i 1882 bogen Autoemancipation, der betyder selvforløsning. I flammende ord opfordrede han Europas jøder til at rejse sig i national trods: Vort fædreland er et fremmed land, vor enhed er adspredelsen, vort fællesskab er hadet imod os, vort våben er ydmyghed, vort forsvar er flugt, vor originalitet er tilpasningsevne, vor fremtid er i morgen. Hvilken foragtelig rolle for et folk, der engang havde sine makkabæere!
Pinsker talte ikke for døve øren. 25 studenter fra universitetet i Charkow rejste rundt til de jødiske samfund i Europa og rekrutterede 400 unge mænd, der ville udvandre og slå sig ned som pionerer i Palæstina. Organisationen Hibbat Zion havde samme formål, og i 1882 satte den første aliyah ind. Ordet er hentet fra Salmernes Bog og betyder her opstigning til Jerusalem, til templet på Zions bjerg.
Men det var en barsk virkelighed, der mødte de unge pionerer i Palæstina ikke et land, der flød med mælk og honning, men med stengrund, flyvesand, golde ørkener og sumpe med sværme af moskitoer. Mange bukkede under som ofre for malaria og gav op i det uvante klima, og uden storstilet økonomisk hjælp fra baron Edmond de Rotschild i England var det idealistiske forsøg mislykkedes.
Men efterhånden oprettedes den ene kibbutz efter den anden med optimistiske navne: Rishon le-Zion (Den første i Zion), Petah Tikvah (Håbets Port), Rosh Pinnah (Hovedhjørnesten) og mange andre små, men ukuelige.
kan vælte stort læs
I England udtalte premierminister Disraeli, der selv var jøde: Et folk, der hvert år fejrer vinhøsten, skønt det ingen druer har at høste, vil engang få sine vingårde tilbage. Også Jarlen af Shaftesbury sagde i en tale i Overhuset: Dette er ikke et kunstigt eksperiment, men natur og historie.
Liden tue kan vælte stort læs. Denne sandhed bekræftedes i Frankrig, da den jødiske officer Alfred Dreyfus den 5. januar 1895 efter en dom for højforræderi blev degraderet foran sit regiment og deporteret til Djævleøen. Processen mod ham blev overværet af journalister fra hele Europa, blandt dem Theodor Herzl, korrespondent for Neue freie Presse i Wien. Han var rystet over den hadefulde antisemitiske stemning under hele retssagen og i den ophidsede pøbel på gaden. Skønt selv jøde var han fuldt assimileret som kultiveret europæer, men nu vaktes hans jødiske bevidsthed i ham. Han følte sig som Moses, der selv levede i trygge kår i Faraos palads, men alligevel satte alt på spil ved at gribe ind, da han en dag så en af sine landsmænd blive mishandlet af en slavefoged.
Han kastedes ud i en voldsom krise, hvor han fortvivlet strejfede rundt i Boulogneskoven og på gaderne i Paris men den bragte ham til sidst til afklaring, og han skred til handling for at skaffe de europæiske jøder et hjemland. Han opsagde sin stilling i Paris og rejste tilbage til Wien.
I Wien begyndte han at nedfælde sine tanker på papiret, og et halvt år senere var Der Judenstaat klar til udgivelse. Men ingen forlæggere ville udgive et så verdensfjernt projekt, og han måtte selv tage den økonomiske risiko ved udgivelsen i februar 1896.
Bogen gav genlyd fra den første dag på boghandlernes diske, mest fra yngre jøder i Europa, som stadig havde deres idealisme i behold fra de ældre mødte han hovedrysten og afvisning, kun psykiateren Max Nordau forstod ham.
Men det lykkedes ham at få mandat fra jødiske kredse til at afholde den første Zionist-kongres i Basel 25.-27. august 1897, hvor dens officielle program blev vedtaget:
Zionismen tilstræber for det jødiske folk skabelsen af et internationalt sikret hjem i Palæstina.
Kongressen samlede 204 delegerede, en broget forsamling af vidt forskellige afskygninger fra det meste af Europa men for første gang siden Israels undergang i oldtiden stod det jødiske folk her frem som en enhed.
Bagefter skrev Herzl i sin dagbog: I Basel grundlagde jeg den jødiske stat. Sagde jeg det højt, ville jeg møde almindelig munterhed. Men om 5 år, i hvert fald om 50 år, vil enhver se, at det er rigtigt.
Måske skulle han alligevel have sagt det højt 50 år senere vedtog FN i september 1947 delingsplanen for det britiske mandatområde Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Israel anerkendte resolutionen, araberne afviste den, men den 14. maj 1948 udråbte den nye tids David, premierminister ben Gurion, den genfødte stat Israel som suveræn og selvstændig nation. Her kunne enhver jøde få statsborgerskab, uanset tidligere nationalt tilhørsforhold.
Gennem mere end 1000 år havde jødiske familier verden over afsluttet påskemåltidet med at ønske hinanden: Næste år i Jerusalem! Nu gik drømmen omsider i opfyldelse.
