Konfirmationer

Så er vi stille og roligt ved at være igennem konfirmationstiden. Endnu engang har et utal af unge mennesker sagt ja til Gud i kirken. Så er de taget hjem, eller hen til et lejet festlokale for at blive fejret og overdynget med gaver og penge.Der har sikkert været mange mere eller mindre velskrevne festsange pakket ind i diverse kreative sangskjulere. Der har været taler, og sikkert også en masse snak om det ”at træde ind i de voksnes rækker” og alt det der.
Men hvad betyder konfirmationen egentlig for den gennemsnitlige konfirmand?
Personligt ville jeg ønske, at alle de, der lader sig konfirmere, virkelig ønsker at sige ja til Gud og bekræfte deres dåb. Desværre har jeg en fornemmelse af, at de fleste gør det mere for penge og gaver end for noget som helst andet.
Så er det meget let at beskylde dem for at være en flok hyklere, der bare vil rage til sig. Det er meget let, men hvad i alverden skulle der komme ud af det?
I stedet for at fokusere på, at en del konfirmander ikke tror på det, de siger ja til, kan vi fokusere på, at de i hvert fald lærer noget om Gud. Så kan det jo være, at de senere i livet vender tilbage til det, de har lært, og så er det vel det hele værd.

Jeg vil gerne indrømme, at da jeg blev konfirmeret, troede jeg ikke på et ord af det, præsten sagde. Jeg var 14 år, svært deprimeret og overbevist om, at jeg ville være hindu, men konfirmeres – det skulle jeg! Og det blev jeg med hvidt tøj, fest, gaver og hvad der ellers hører til. Det eneste, der ikke var meget af, var Gud.
Men, og nu kommer min pointe, to år senere, da jeg var 16 år, gik jeg hen og blev kristen. Pludselig forstod jeg, hvad præsten havde talt om dengang, og jeg kunne mærke, at det var sandheden.
Nu er jeg 21 år, levende kristen og lykkelig for, at jeg blev konfirmeret.
Så hvis du kender nogen, der lige er blevet konfirmeret uden at tro, så bed for dem, og glæd dig over, at de har fået en grundviden om, hvem Gud er.
I øvrigt fik jeg 3300 kr. i gave til min konfirmation, og det var jeg glad for!