Pakistans flygtede kristne undsættes af trosfæller

Af cirka 1,5 mio. flygtninge i det nordvestlige Pakistan er et kristent mindretal særligt udsatte. Mens en humanitær katastrofe er under opsejling i det nordvestlige Pakistan, er områdets kristne mindretal særligt udsatte.

Blandt andet denne kirke, Northern Diocese Mardan Church, åbner dørene for de kristne flygtninge i Pakistan, som alternativ til flygtningelejre.

Siden den pakistanske regering fredag i sidste uge ophævede udgangsforbuddet i otte timer og samtidig opfordrede lokalbefolkningen i Swatdalen til at rømme området, er flygtningestrømmen eksploderet.
Op mod halvanden mio. anslås at være flygtet som følge af massive kampe mellem militæret og Taliban-ekstremisterne.
Disse flygningen søger nu tilflugt i interimistiske flygtningelejre.
Ifølge Nazir S Bhatti, der er leder af det kristendemokratiske parti, Pakistan Christian Kongres, udsættes både kristne og andre religiøse mindretal i det muslimske land for diskrimination og endog udelukkelse fra lejrene.
Bhatti kræver derfor, at regeringen opretter særlige lejre for de kristne flygtninge. Samtidig understreger han ifølge Christian Post, at Pakistans kristne bakker op om den militære offensiv mod Taliban.

Tilflugt i kirker

Ifølge DagenMagazinet har den evangeliske biskop for kirken i det nordvestlige Pakistan, biskop Peter, allerede taget initiativ til, at kirken skaffer telte, tæpper og mad til de kristne familier, som er på flugt.
Som konsekvens af, at de kristne i bedste fald kommer i anden række ved uddeling af nødhjælp, henvises de blandt andet til kirken i byen Mardan, hvor lokale kristne forsøger at bistå dem så godt de formår.