Tilbage til Paradiset

Mine aftener i Paradis er en kærligheds- og dannelseshistorie af episke proportioner. Glem alt om Casablanca – dette er ’the real deal’.Den berømte instruktør Salvatore (eller Toto som han bliver kaldt), vender for første gang i 30 år tilbage til den lille, sicilianske landsby han voksede op i. I byens eneste biograf ”Cinema Paradiso”, som også lægger navn til selve filmen, mindes han sin barndom, sit livs store kærlighed og vigtigst af alt, den mand, der formede ham.
Mine aftener i paradis findes i to versioner: Den forkortede biografversion (fra 1989), der vandt en Oscar for bedste udenlandske film, og den originale, næsten tre timer lange version fra 1988. Den danske dvd-udgivelse er instruktøren Guiseppe Tornatores originale vision, og det er en god ting, for den lange version af filmen løfter den ud af den romantiske films sfære og ind i en mere fundamental historie om at blive voksen. Desværre betyder den længere version også, at der tilføjes en række sex-scener, som filmen kunne have klaret sig fint uden.
Filmen er en kærlighedserklæring til både den gamle 50’er filmtradition og til filmen i sig selv som medie, men den bærer også på en dybere fortælling. Opdelt i tre afsnit, fortæller filmen om drengen Toto og hans forhold til byens filmfremviser og mentor, den gamle Alfredo, om den unge Salvatore og den første stormende forelskelse i den skønne Elena, og om manden Salvatore Di Vita, berømt filminstruktør midt i livet.
Salvatores forbandelse er, at han opgav én drøm til fordel for en anden, for hans kærlighed til filmen og hans succes som instruktør var på bekostning af hans liv med Elena, pigen han efterlod. På den måde bliver Mine aftener i Paradis til mere og andet end en sød kærlighedshistorie – det bliver også til en historie om de valg, vi tager, og hvordan de valg kommer til at forme vores liv. De begrænsninger Salvatore møder, både i form af sin baggrund, af den katolske kirkes daværende undertrykkelse af lidenskaben, og sit eget manglende mod, skal overvindes for at Salvatore kan blive et helt menneske. Og det er først, da han vender tilbage til sit barndoms paradis, biografen Cinema Paradiso, at han genvinder dette.
Det er nemt at kaste superlativer efter en film som Mine aftener i paradis. Men Guiseppe Tornatores mesterværk fortjener det. Filmen er en skønsom sammensmeltning af alt det, der gør film så fabelagtig som medie. Det er en stormfuld oplevelse at se – at leve gennem den unge Totos øjne, at opdage verden, at miste og at blive voksen. Filmen er godt nok af ældre dato, men dens tema er universelt. Og det er enestående fortalt.

Mine aftener i Paradis (Nuovo cinema Paradiso
– ”Director’s Cut”) • 167 min. • SF Film