Astrid tilgav sin far
Arrene er der stadig. Men fortidens hviler under Guds nåde, for Astrid Baun, der som barn blev udsat for incest.På en kirkebænk i påsken indledte Astrid en årelang kamp for at tilgive sin far, som 30 år forinden havde misbrugt hende.
Der er kommet farver i Astrids blomsterbed. Siden forårssolen lokkede de første spirer frem af mulden, er det hele eksploderet i fuldt flor.
Det er Astrids bed. Hun har selv planlagt det og anlagt det. Akkurat som hun ønskede det og for sin egen skyld.
– Er Guds skaberværk ikke skønt? siger hun og indånder den friske luft. Helt derind, hvor smerten har fyldt i årtier. Hvor alt brød sammen, når hendes far misbrugte hende. Derinde, hvor hun først for få år siden sluttede fred med sig selv, sin far og sin Gud.
Hele sit liv har hun kæmpet med selvforagten. Overbevist om, at hun intet godt fortjente. At hun var sat i verden for at glæde andre og ikke sig selv.
Tanken kan stadig strejfe hende, som nattefrosten kan gøre det af med en spire i haven. Flere svære depressioner har sænket sig over hende de seneste år, og sidste år blev hun tilkendt pension som følge af psykisk overbelastning.
Heldigvis er der flest solskinsdage i Astrids liv.
– Han tog min krop og gjorde vold på min sjæl. Han udraderede mit jeg, siger hun og lader tankerne løbe til det modbydelige, hun blev udsat for bag en lukket soveværelsesdør.
I mere end 30 år fortrængte hun det. Minderne om opvæksten, barndomshjemmet og den omsorgsfulde far var udelukkende lyse og positive. Han var en afholdt sognepræst og den, der holdt sammen på familien. Astrids mor havde dårlige nerver, som det hed dengang.
– Først troede jeg, at jeg havde gjort noget forfærdeligt og skulle straffes. Jeg vidste bare ikke hvad, fortæller Astrid.
– Men min far forklarede, at jeg var hans søde pige, og at han havde brug for min hjælp, når nu mor havde det så svært.
I Astrids barnesind lød det sådan, at hun med sin krop kunne løse forældrenes problemer.
Men det fyldte hende med væmmelse og selvforagt.
– Jeg betroede mig aldrig til nogen. Min far var populær i sognet, og ingen forestillede sig sådan noget om ham. Altså måtte det være mig, det var galt med. Havde nogen lyttet til mig, ville jeg være skyld i, at vores familie gik i stykker. Det ansvar kan intet barn bære.
Fortrængningerne gjorde, at hun indtil for 12 år siden ikke havde den mindste erindring om, hvad der var foregået. Men noget var galt.
– Der voksede en indre vrede frem i mig, som først og fremmest rettede sig mod mig selv, men også mod min mand, fortæller hun.
Særligt i 1995, da Astrids far døde, blev vreden rettet mod hendes mand, Erik.
– Uanset hvad han gjorde, var der noget galt. Jeg var så vred, og når vi forsøgte at tale om det, førte det ingen vegne, husker hun.
For at redde ægteskabet gik parret i terapi. Først sammen og siden hver for sig. Og her gik det op for Astrid, hvor vreden kom fra. Gennem lange og hårde samtaler tonede forhistorien frem. Til sidst blev det smerteligt konkret.
– Jeg kunne føle, at min far stod bag mig. Jeg havde intet valg og måtte følge med ham ind i soveværelset.
Hun holder en kort pause.
– Og så skete det samme, som skete dengang. Jeg følte mig som en sindssyg. Det var så konkret.
– Min verden faldt sammen. Mit billede af min far, min opvækst og mit barndomshjem faldt sammen. Jeg følte mig som et lille nøgent barn på gulvet midt i ingenting. Alt var trukket væk under mig, og der gik lang tid, før jeg blev i stand til bare at række ud og stable mig på benene, fortæller hun.
– At Erik troede på mig og ikke løb sin vej er et Guds under.
Astrid har altid troet på Gud, men hendes forestilling om ham blev påvirket af det, hendes far gjorde imod hende.
– Som barn opfattede jeg Gud som mild, blid og tilgivende. Det var alle egenskaber, som jeg også så hos min far. Men da overgrebene begyndte, blev jeg bange for Gud, jeg frygtede hans dom over mit liv. At han aldrig ville kunne acceptere mig. Den angst har til dels fulgt mig siden.
Efter at fortiden stod klar for Astrid, hadede hun sin far af et godt hjerte. Hun skrev lange hadebreve til ham, selv om han var død.
– Jeg skrev, at han var det største svin. At han havde ødelagt mit liv.
Heller ikke Gud gik fri af vreden. Astrid kunne på ingen måder fatte, at Gud havde ladet noget sådant ske.
– Men jeg var klar over, at Gud vil, at vi skal tilgive, og det gjorde mig urolig. I Fadervor beder vi Gud om at tilgive os, ligesom vi tilgiver andre, og flere steder i Bibelen læser vi om mennesker, som sætter Guds tilgivelse over styr, fordi de ikke selv vil tilgive.
– Men jeg hverken kunne eller ville tilgive min far. Han havde ikke bare ødelagt mit liv. Hans overgreb havde haft følger for min mand og mine børn. Jeg havde kæmpet mod, at mine børn skulle opleve den utilstrækkelighed, jeg havde oplevet fra min egen mor, men det sker jo, at det, man kæmper allermest imod, sker alligevel.
Astrid var rystet og bange. To alternativer tegnede sig for hende, og begge syntes umulige at gennemføre. Enten måtte hun tilgive, eller også måtte hun vise Gud ud af sit liv.
Vendepunktet blev en langfredag i kirken. Præsten læste Jesu lidelseshistorie fra Bibelen, og særligt Jesu bøn til Gud om at tilgive de mennesker, der lige havde korsfæstet ham, bed sig fast i Astrid.
– Jesus bad sin far om at tilgive på sine vegne. Det blev min redning, for hvis Jesus kunne bede sådan, så kunne jeg vel også, siger Astrid.
– Så jeg bad til Gud: Nu bliver det dit ansvar. Nu må du tilgive for mig, for jeg kan ikke. Nu er det en sag mellem dig og min far. For mig! Jeg vil gerne tilgive, men du må vise mig vejen.
Bønnen fyldte hende med fred. At erkende sin egen magtesløshed og lægge ansvaret på Gud blev nøglen til, at hun fem år senere kunne tilgive sin far.
I august 2003 var tiden kommet. Astrid begav sig på vej mod kirkegården.
– På en pilgrimsvandring havde jeg lært at sige ordene gå med Gud, mens jeg gik. Det gav en målrettethed og en særlig takt, mens jeg gik.
Hun havde besluttet at vende om, hvis angsten overmandede hende på vejen. Dette skulle ikke forceres.
Men hun følte intet ubehag, da hun fandt gravstenen.
– Jeg så hans dødsdato og sagde højt: Ja, du er død. Nu kan du ikke gøre mig noget.
På faderens gravsten står bibelverset Min nåde er dig nok. Et vers, Astrid selv fik, da hendes far konfirmerede hende.
At netop det vers skulle stå på netop den gravsten havde forekommet hende grotesk. Men hele arbejdet med at rekonstruere fortiden og genrejse sig selv, havde overbevist Astrid om, at ordene på stenen også gjaldt for hende.
– I forhold til Gud var min far og jeg lige. Uanset syndens størrelse havde vi begge brug for Guds nåde og tilgivelse. Der fandt jeg fred.
Hun smiler for første gang.
– Og det har holdt siden. Når jeg en sjælden gang stadig har brug for at støde ham fra mig, så ved jeg, at det dybest set ikke handler om min far, men om minder, der sidder i min krop.
Arrene nager stadig, men ligesom i blomsterbedet er livet brudt frem i tilgivelsens forårssol.
– Jeg har ofte drømt om at nå dertil, hvor andre kunne få gavn af det, jeg har oplevet. At det er lykkedes, betragter jeg som en Guds gave, siger Astrid, der i marts udkom med bogen Fra kaos til helhed.
Her fortæller hun om incest ud fra sine egne erfaringer og om det under, at Gud lod hende tilgive sin far.
– Incest er noget forbandet noget, men også dér bærer Gud med. Det har jeg selv oplevet.
