Kirkelig pris til Trine Dyrholm

Den danske kirkelige filmpris ”Gabriel” blev fredag den 12. juni uddelt til den norske film ”De usynlige”, der har danske Trine Dyrholm i hovedrollen. Prisen uddeles hvert år i forbindelse med Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde, og i år var Trine Dyrholm selv dukket op for at modtage de 2.000 euro og træstatuetten af ærkeenglen Gabriel. Filmprisen uddeles hvert år til en nordisk film, der på højt kunstnerisk niveau skildrer menneskelige vidnesbyrd i samklang med evangeliet. Desuden lægges der vægt på, at filmen giver tilskuerne en dybtgående oplevelse af åndelige, menneskelige eller sociale ideer og værdier.