Præstemangel i frikirker

19 danske frikirker står lige nu og mangler en præst. Riget mangler præster. Og det er ikke kun Folkekirken, der klager over for få teologistuderende, og derfor om føje år kan se frem til tomme prædikestole i hver femte danske folkekirke. Også frikirkerne melder om præstemangel – og selv om situationen ikke er så akut som for få år siden, må flere frikirkesamfund spejde langt og længe efter præster til at betjene deres kirker.
Således melder BaptistKirken, at 16 ud af 51 menigheder mangler en lønnet præst. Halvdelen klarer sig dog med frivillig arbejdskraft. Apostolsk Kirke følger trop med 6 ledige præstestillinger til 35 menigheder, og Missionsforbundets 23 menigheder mangler akut 5 præster.
– Det begynder at blive meget påtrængende og meget iøjnefaldende, skriver sidstnævnte kirke sit seneste interne nyhedsbrev.

Nye tankemønstre

En rundringning fra Udfordringen viser, at frikirkerne lige nu står og mangler 19 præster. Frikirkeledere forklarer:
– Vi står i et paradigmeskifte. En ung 25-årig tænker anderledes end en gammel vækkelsesmenighed er vant til, siger missionsforstander i Det Danske Missionsforbund, Peter Götz. – Vækkelsestraditionen er skarp, afgrænsende og tænker meget i frelst eller ikke frelst. For vækkelserne var jo dengang et oprør mod den altomfavnende kirke. Og det er her unge potentielle præster tænker anderledes end vækkelsesmenighederne. De vil være mere favnende, hvor menighederne i deres tradition har tendens til at være mere afgrænsende.

Teamwork og karriere

Jacob Viftrup er leder af Apostolsk Kirkes nye lederteam og peger på yderligere forskelle:
– Unge vil være en del af et team. De vil i hvert fald ikke ud ene mand og stå for en menighed, som desperat venter på en præst, der kan redde hele verden for dem, siger han.
Og adventisterne peger på unges karrieretanker:
– Når der kan være præstemangel i frikirker, skyldes det måske, at mange frikirker har en vis tilbagegang. Og de unge præster tænker måske: Er dette en fremtid for mig? Eller lukker vi lidt ned hen ad vejen?
Pinsekirkens 50 menigheder står ikke i akut præstemangel, selv om to præster for nylig har opsagt deres stilling.
– Vi mangler ikke præster, men flere menigheder mangler 2’ere. Og menigheder, hvor præsten har trukket sig, klarer sig med andre medarbejdere, siger Jürgen Galonska fra Pinsekirken i Århus og formand for præstenetværket
www.frikirkeleder.dk.