Frivillige gi’r nærvær og atmosfære

125 frivillige hjælpere får hverdagen til at glide lidt lettere for personale på Hospice Sydvestjylland og pårørende hjemme hos syge og døende.Stille glæde. De to ord beskriver stemningen, der slår én i møde, når man træder ind i Hospice Sydvestjylland.

Den smukke have bag Hospice Sydvestjylland er et fredeligt fristed.
Frivillighedskoordinator Lise Erbs og hospicechef Ulla Krogh Jessen. har et godt samarbejde.

Tændte stearinlys ved en gæstebog, store malerier hen over et sofa-arrangement, panoramavinduer ud til en frodig have, lyse lokaler i moderne finish og ikke mindst venlig imødekommenhed fra en værtinde – alt sammen gør, at her har man lyst til at blive.
Et professionelt sundhedspersonale drager omsorg for de 12 patienter. Et hold frivillige hjælpere fra KFUM & KFUKs Aflastningstjeneste sørger for hygge, nærvær og praktisk hjælp i fællesarealer og ved sygesengen, hvis de bliver bedt om det.
– Vi er her for at aflaste sygeplejerskerne, så de kan være mest muligt hos patienterne, forklarer Michaela Lydiksen, der har været frivillig siden 1995. Med 37 år i plejesektoren i bagagen ved hun præcis, hvad der er brug for: – Vi sørger for, at der ser pænt og ordentligt ud. Vi hygger med blomster og stearinlys, forklarer hun.

Hospice Sydvestjylland ligger lige over for Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og har tre etager. I stuen er reception, hall, spisestue og kontorer. 1. sal har to sengeafdelinger med en lille forstue imellem. Her er et klaver, der benyttes til morgensang hver formiddag. På 2. sal holder fysioterapeuter, en psykolog og en præst til. Her er også et stillerum, der benyttes til gudstjeneste og foredrag en gang om måneden.
Enkeltstuerne er lyse og rummelige – nogle med udsigt til hospicets frodige have. Patienterne har lov til at præge deres stue, hænge billeder op, medtage bøger og cd’er og endda musikinstrumenter.
– Vi havde en patient sidste år, som fik lov til at tage sin hund med, hvor vi som frivillige luftede hunden, fortæller Gudrun Gravlund. Hun har ansvar for, at der altid er friske blomster i vaserne.
Gudrun er også efterlønner og har arbejdet som frivillig, siden Hospice Sydvestjylland blev indviet i december 2006. Hendes dag går typisk med, at hun dækker bord, rydder op, handler ind – alt sammen med rettidig omhu. Og så sidder hun med ved bordet, når patienterne spiser:
– Min opgave er at lytte og bidrage med lidt godt humør! Det er bestemt ikke et sorgens hus her på hospice, erklærer hun.

Der er 125 frivillige tilknyttet Aflastningstjenesten i Esbjerg og Varde. Nogle går til hånde på hospicet, men de fleste er ude hos alvorligt syge og døende i hjemmet, hvor de aflaster pårørende. Den frivillige indsats er en hjertesag for Hospice Forum Danmark, der står bag støtteforeninger for en halv snes hospicer i Danmark. Det frivillige arbejde går ud på at være, at lytte og hjælpe, forklarer frivillighedskoordinator i Esbjerg, Lise Erbs:
– Jeg har netop været hjemme hos en hjertesyg mand, hvis 80-årige kone fortalte, at hun ikke har været uden for hjemmet i tre måneder. ”Jeg har bare sådan brug for at tage af sted og ånde frit”, sagde hun.
– Vi tilbyder den pårørende, at sende en frivillig i tre timer. Så kan de køre og holde fri. Og så sidder vi hos den sengeliggende eller kronisk syge patient. Nogle vil med ud en tur i kørestolen, andre vil bare ud og sidde på terrassen en time.
Aflastningstjenesten tager sig også af patienter, som har været på hospice og så bliver udskrevet igen, fordi de har fået det bedre.
Det stiller krav til frivillige – hvem kan være det?
– Alle kan være frivillige, hvis de er ordentlige mennesker og har lyst og hjerte for sagen. Men de skal altså også have tid til det. Om det så bare er tre timer om ugen – så siger jeg ja tak. Men det skal også minimum være tre timer.

Daglig morgensang skaber glæde og blomster spreder hygge.

De frivillige bliver først antaget efter en grundig samtale:
– Jeg taler meget med dem om, hvor vigtigt det er, at vi lytter, at vi ikke fortæller vores egne gode historier, at vi ikke siger: Det kender jeg godt, det har jeg selv oplevet osv. Vel har du ej! Vi ved aldrig, hvordan det andet menneske har det. Men vi kan måske lytte os frem til det!
Som frivillig får man en masse igen, fortæller Michaela Lydiksen:
– Man føler virkelig, at man giver noget. Det kan man også mærke på de pårørende. Vi skal jo aflaste dem, men ofte skynder de sig tilbage, fordi de har brug for at snakke. Så man føler sig faktisk stærkere, når man går hjem, end da man kom, fortæller hun.
Gudrun Gravlund er enig, selv om hun mest har med det praktiske at gøre på hospice:
– Jeg har været med fra starten, og det har været en stor fornøjelse. Nu går man, som om man er en del af huset, og bliver betragtet som en del af personalet. Og får efterhånden også lov til at være mere sammen med patienterne. Jeg har bl.a. skrevet mig på for at sidde som vågekone for dem, der ligger på det sidste og måske er lidt bange.
Hvad laver en vågekone?
– Vi skal bare være der. Nogle har brug for at tale, nogle har brug for, at man synger en sang, nogle har bare brug for at holde i hånd.
De frivilliges indsats bliver påskønnet af hospicechef Ulla Krogh Jessen:
– Det, at der er et medmenneske til rådighed, der ikke skal trænge sig på med noget omkring ens helbred, er rigtig givtigt for mange patienter.
Hvis en patient har en psykisk lidelse, kan de frivillige være hos patienten, indtil medicinen er reguleret ind:
– Det tilbud findes ikke uden frivillige, fastslår hospicechefen.
Ved måltiderne skaber de frivillige også et frirum, der giver sygeplejerskerne mulighed for at slappe af:
– Personalet kan give lidt slip og tage sig af patienterne på en anden måde. Det er fantastisk, for patienten er vores vigtigste ressource. Når man som sygeplejerske selv sidder og snakker og griner sammen med patienten, så observerer man samtidig noget professionelt, som man kan bruge senere. Hvad er patienten optaget af, hvad er livsbekræftende for den enkelte patient, hvad er det, de ønsker? Det miljø har de frivillige været med til at skabe. Og det er unikt i sundhedsvæsenet.
Men der er også skel mellem professionelle og frivillige. Og det skaber værdien, mener Ulla Krogh Jessen:
– Der, hvor det professionelle stopper, starter det frivillige arbejde. Patienter vil for en stund gerne snakke med præsten eller reflektere i stillerummet – men kun for en stund. De vil også leve! De vil opleve den frivillige, som kommer hæsblæsende på sin cykel med vind i håret. Den frivillige viser, at der er et liv udenfor. Det er unikt og meget fantastisk, slutter hospicechefen.

KFUM & K’s Aflastningstjeneste startede tilbage i 1992 med inspiration fra aflastningstjenesten i De Samvirkende Menighedsplejer. Lise Erbs startede – efter flere år som hjemmesygeplejerske – med tre timer om ugen. Hun havde kun tre frivillige at gøre godt med. I løbet af det første år voksede staben til 16, og nu er den oppe på 125 frivillige i Esbjerg og Varde.
Og der er kommet flere knopskydninger på arbejdet.
Det startede med aflastning af pårørende til alvorligt syge og døende, det blev udvidet med besøgstjeneste til ensomme og gamle, og nu er Lise Erbs i fuld gang med at tilbyde hjælp til plejecentrene:
– Min kongstanke er, at der bør være 5 frivillige i hver afdeling på hvert plejecenter. Gå ind og give livskvalitet. Se folk i øjnene. Være nærværende, give dem kaffe, læse højt for dem, gå en tur med dem. Dække bord til deres fødselsdage eller gå en tur ud og handle en ny bluse, eller hvad det måtte være. Gå med i biografen, gå med til konfirmation, være en ressource i en afdeling, hvor alt går så hurtigt, og hvor personalet har så mange opgaver.
Endnu et projekt er i støbeskeen: Sorggrupper for de efterladte. Der er allerede oprettet en gruppe i samarbejde med Zions kirke i Esbjerg.
Hospice Forum Danmark og Lise Erbs arbejder desuden med konkrete planer om et udviklingsseminar for alle landets frivillige på hospicer og i aflastningstjenester i foråret 2010.